Esbjerg og FCM spillede uafgjort i underholdende drama

Esbjerg og FC Midtjylland leverede fremragende underholdning søndag aften i Superligaen.
Læs mere
Fold sammen

Tre gange Pusic, et vanvittigt Esbjerg-comeback og solid underholdning i Vestjylland må stå tilbage som de oplagte konklusioner efter Esbjergs 3-3-kamp mod Superligaens nummer et, FC Midtjylland.

Martin Pusic lignede kampens helt store hovedperson efter en første halvleg, hvor der stod FC Midtjylland skrevet på det meste - i hvert fald på måltavlen.

Den tidligere Esbjerg-spiller, der for første gang gæstede sin gamle hjemmebane sammen med FC Midtjylland, scorede to gange inden for fire minutter i det 32. og 36. minut. I vanlig centerforward-stil stod den snu og hårdtarbejdende østriger parat i feltet ved begge scoringer og beviste endnu en gang, at han er den rette til at være Superliga-topscorer.

Esbjerg kom fornemt tilbage i anden halvleg med tre scoringer inden for ti minutter. Først Emil Lyng, så Ryan Johnson Laursen og sidst Erik Friberg, og dermed lignede det, at vestjyderne ville spille sig til en overraskende sejr med kun et kvarter tilbage af kampen.

Martin Pusic var dog ikke færdig, og han scorede i kampens slutminutter sit tredje mål i kampen og sikrede FC Midtjylland et enkelt point.