Esbjerg lægger billet ind på pokalfinale
Esbjerg ser gode muligheder for at få pokalfinalen, især hvis FC København bliver den ene part.

Esbjerg ser gode muligheder for at få pokalfinalen, især hvis FC København bliver den ene part.

Esbjerg og Blue Water Arena har budt ind på værtskabet af næste års pokalfinale.
Det skriver fodboldmediet Bold.
Parken har allerede lagt billet ind, men der skal vælges flere mulige finalestadioner, da en ny regel betyder, at man ikke må spille pokalfinale på sin egen hjemmebane.
Eksempelvis må FC København ikke spille pokalfinale i Parken, og derfor har Esbjerg en god grund til at holde med FCK i pokalturneringen.
- Hvis FCK kommer i finalen, bør der jo være stor chance for, at den kommer til Esbjerg, så det krydser jeg da lidt fingre for, siger Lars Fyhn, som er direktør i Esbjerg Konference & Event, til Bold.
Han ser i det hele taget gode muligheder for, at finalen ender i Esbjerg.
- Indtil AGF's nye stadion står færdigt, har vi jo det største stadion i Jylland, og det er jo vores fordel lige nu, siger Lars Fyhn.
Blue Water Arena husede pokalfinalen i 2020.
Pokalfinalen spilles som udgangspunkt Kristi himmelfartsdag, som i 2027 falder den 6. maj.
RITZAU