Erklæring var en hovsaløsning

Det danske UCI-medlem, Peder Pedersen, erkender, at udarbejdelsen af antidopingerklæringen var en hovsaløsning, men at den blev lavet i bedste mening.

Knap fire måneder efter, at Den Internationale Cykelunion (UCI) ved et storstilet pressemøde præsenterede antidopingerklæringen "Riders' commitment to a new cycling", erkender det danske medlem af UCI's bestyrelse, Peder Pedersen, at antidopingerklæringen ikke har været cykelunionens heldigste initiativ.

- Det var en hovsaløsning. Det skal vi være store nok til at erkende, men den blev lavet i den absolut bedste mening. På det tidspunkt var der masser af panik og et stort pres fra ASO, der arrangerer Tour de France, siger Peder Pedersen.

At erklæringen, hvor en rytter blandt andet "forpligter" sig til at betale en årsløn til UCI ved en positiv dopingtest, ikke er meget værd, blev understreget ved VM i sidste uge i Stuttgart. Paolo Bettini, der søndag forsvarede sit verdensmesterskab, nægtede at skrive under, og mens de tyske arrangører kæmpede for at udelukke italieneren, slog UCI's præsident, Pat McQuaid, fast, at erklæringen reelt ikke kunne bruges til noget, og at Bettini skulle starte.

/ritzau/