Eriksens gyldne indlæg bag forventet Tottenham-sejr

Christian Eriksen serverede to gyldne oplæg til Harry Kane i Tottenhams 3-0-sejr over bysbørnene fra Fulham.

Harry Kane nød godt at perfekte indlæg fra Christian Eriksen og scorede tre gange i FA Cup-kampen mod Fulham. Reuters/Matthew Childs Fold sammen
Læs mere

London. Perfekt udførte indlæg var på menuen, da Christian Eriksen både før og efter pausen serverede lækkerier i Tottenhams sikre 3-0-sejr ude over Fulham i FA Cuppen søndag.

Angriberen Harry Kane scorede alle tre mål - de to første efter oplæg fra Eriksen, som også var med i opspillet til det tredje.

På Craven Cottage mod holdet fra den bedre halvdel af Championship var Eriksen første gang på spil som oplægger efter 16 minutter.

Han stak afsted på et hurtigt taget indkast og prikkede bolden ind til Kane, som let kunne støde bolden i mål fra kanten af det lille felt.

Fem minutter efter pausen fik danskeren mere tid og plads, og denne gang kom indersideindlægget med skru og fart, og igen lå det perfekt på kanten af det lille felt, hvor Kane lurede.

Angriberen nåede sit hattrick i det 73. minut. Eriksen fandt Dele Alli, som med en førstegangsaflevering fremad sendte Kane igennem. Alene med målmanden scorede angriberen sikkert til 3-0.

Med sejren hentede Tottenham den første sejr på udebane siden 1. januar og er klar til kvartfinalerne i FA Cuppen.

Det var i forvejen også Lincoln City, Middlesbrough, Chelsea og Millwall.

Senere søndag spiller Blackburn mod Manchester United.

Mandag får Arsenal fornøjelsen af Sutton, mens Manchester City og Huddersfield mødes i en omkamp onsdag.

/ritzau/