Eriksen vender tilbage som starter i VM-generalprøve

Christian Eriksen starter på den offensive midtbane i Danmarks VM-generalprøve mod Mexico.

Foto: Henning Bagger. Christian Eriksen er tilbage på banen - og det sender Michael Krohn-Deli på bænken (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
Læs mere
Fold sammen

Brøndby. Landstræner Åge Hareide virker som en mand, der har sat sit A-hold forud for VM-slutrunden i Rusland.

I lørdagens generalprøve mod Mexico har nordmanden ti gengangere fra sidste uges VM-test mod Sverige, mens Christian Eriksen er eneste nye mand i startopstillingen.

Han missede Sverige-kampen, fordi opgøret kolliderede med en potentiel fødsel af Eriksens første barn. Mandag fødte Eriksens kæreste, og torsdag vendte kreatøren tilbage i landsholdslejren med fokus rettet mod VM.

Eriksens tilbagekomst sender rutinerede Michael Krohn-Dehli ud på bænken.

Opgøret i Sverige endte 0-0, men det får ikke Hareide til at skifte ud i blandt de forreste. I front er det fortsat Pione Sisto, Nicolai Jørgensen og Yussuf Poulsen, som skal true modstandernes bagkæde.

Bagved ligger Eriksen sammen med Thomas Delaney og William Kvist.

Målmand Kasper Schmeichel bliver beskyttet af en bagkæde bestående af Jens Stryger Larsen, Andreas Christensen, Simon Kjær og Henrik Dalsgaard.

Dermed ser Danmarks startopstilling mod Mexico således ud (4-3-3):

Kasper Schmeichel - Henrik Dalsgaard, Simon Kjær, Andreas Christensen, Jens Stryger Larsen - William Kvist, Christian Eriksen, Thomas Delaney - Yussuf Poulsen, Nicolai Jørgensen, Pione Sisto.

VM-generalprøven på Brøndby Stadion begynder klokken 20.

/ritzau/