Eriksen ramt af mønt under interview: »Det er bare idioti«

Christian Eriksen fik et eventyrligt landsholdscomeback, da han efter blot halvandet minut på banen i udekampen mod Holland bankede kuglen i kassen - på en aften, hvor Danmark tabte 2-4. Men der kom dog et gevaldigt hår i suppen efter kampen.

Christian Eriksen takker de medrejsende fans efter nederlaget. JOHN THYS

I det officielle post match-interview blev Eriksen af to omgange ramt af mønter kastet fra tribunen i Amsterdam.

»Heldigvis ramte de mig først bagpå og dernæst på skulderen.«

»Det er jo bare idioti. Jeg ved ikke, hvad meningen er med det,« sagde Eriksen til Kanal 5 efter kampen.

»Det kan være, at han ville købe min trøje.«

På banen kunne hollænderne dog ikke ramme Eriksen, der udover scoringen også havde et drøn på stolpen. Og han fortalte efterfølgende, at han nu føler sig mere frigjort end tidligere i karrieren.

»Måske er jeg lidt mere afslappet, end jeg var før. Jeg tror også, at det er en blanding af at jeg er blevet ældre - og at tingene er blevet sat lidt i perspektiv efter det, der skete (hjertesvigtet i Parken, red.).«