Erik Hamrén tvivler på top fire

AaB har lige nu ikke et hold til top fire i SAS Ligaen, mener træner Erik Hamrén. Han håber, at klubben får indkøbt gode spillere til den centrale midtbane.

AaB har i øjeblikket ikke en trup, der kan leve op til klubbens målsætning om at være med i top fire i SAS Ligaen. Det mener cheftræner Erik Hamrén.

- Lige nu er det efter min mening realistisk at have en ambition om at blive nummer 5-8, og så handler det om, dels hvilke forstærkninger vi kan finde, og hvor lang tid det tager at spille holdet sammen, siger træneren.

AaB har i sommer mistet målmand Jimmy Nielsen samt den centrale midtbane med Rasmus Würtz og Fredrik Winsnes. Foreløbig har AaB kun sikret sig målmanden Karim Zaza som erstatning, og han risikerer endda at få opsagt sin kontrakt, hvis han ikke bliver sin skulderskade kvit inden 1. august.

Erik Hamrén sikrede AaB bronze i sidste sæsons SAS Liga, hvilket var nordjydernes første medaljer i otte år. Med afgangene ser holdet lige nu mere skrøbeligt ud.

- Som træner bliver man frustreret, for vi har arbejdet lang tid med holdet. Vi tog medalje, og nu begynder vi lidt forfra igen. Men det duer ikke at have så ondt at sig selv, siger han.

/ritzau/