Erfarne kræfter forstærker ishockeylandsholdet før VM

Frederik Storm, Nichlas Hardt og Julian Jakobsen slutter sig til de danske VM-forberedelser.

Frederik Storm og Nichlas Hardt er blandt de velkendte ansigter, der har meldt sig klar til endnu en landsholdstørn. Her ses de ved VM på hjemmebane i Herning i 2018. Fold sammen
Læs mere
Foto: Joe Klamar/Ritzau Scanpix

En trio af erfarne angribere forstærker det danske ishockeylandshold i de kommende testkampe frem mod VM i Letland.

Frederik Storm, Nichlas Hardt og Julian Jakobsen har alle meldt sig klar til endnu en landsholdstørn, efter at de har afsluttet sæsonen i deres klubber.

Det skriver Danmarks Ishockey Union i en pressemeddelelse.

Frederik Storm røg ud af semifinalen i det tyske slutspil med Ingolstadt, mens de to øvrige var med i finalen om det danske mesterskab. Jakobsen for Aalborg og Hardt for Rungsted.

Samtidig er Mathias Bau blevet indlemmet i truppen efter at have brugt de seneste uger på at genoptræne efter en skade.

Mikkel Aagaard ryger til gengæld ud af landstræner Heinz Ehlers' udvidede trup, der lige nu tæller 16 forwards, 9 forsvarere og 3 målmænd.

Det samme gør målmanden Thomas Lillie, der bliver afløst af Aalborgs George Sørensen.

Danmark spillede i sidste uge de to første testkampe forud for VM. Her blev det til henholdsvis et nederlag og en sejr mod Sverige. Det var første gang nogensinde, at det danske ishockeylandshold fik skovlen under Sverige.

Inden afrejsen mod Letland venter yderligere tre testkampe mod Norge. Den første spilles på torsdag i Hørsholm Skøjtehal.

Danmark åbner VM med et revancheopgør mod svenskerne. Det sker 22. maj i Riga.

/ritzau/