Engelske aviser gør grin med landsholdets nedtur

Britiske medier sparer ikke på krudtet, når de skal beskrive det engelske landsholds nederlag.

Bagsiden af The Times i dag. Fold sammen
Læs mere

England røg mandag ud af EM efter et choknederlag til Island. Traditionen tro får landsholdet hårde ord med på vejen ud af endnu en slutrunde. Her kan du se, hvad de britiske aviser skriver:

* The Daily Telegraph skriver under overskriften "Englands værste ydmygelse", at Englands træner "ikke anede sine levende råd":

- Den bedste beslutning fra Hodgson var at trække sig fra posten, minutter efter at holdet led et ydmygende nederlag til miniputterne fra Island.

* Daily Star

- Selv om Roy Hodgson skiftede Vardy, Rashford og Wilshere ind, så det mere ud, som om at Island, et land mere kendt for fiskeri end for fodbold, var tættest på at score.

* The Sun har overskriften "Roy siger op efter grinagtig fiasko". Avisen skriver blandt andet, at "de spejlblanke Tre Løver (Englands landshold, red.) blev slået i et opgør, der mindede om en gyserfilm, af et land med 330.000 indbyggere".

* The Daily Mirror spiller på, at briterne netop har stemt for at melde sig ud af EU, det såkaldte brexit. Under overskriften "Brrrrexit Roy", skriver avisen:

- England lallede sig igennem en uinspirerende anden halvleg, hvor Island kørte et fantastisk resultat hjem.

* The Times skriver, at "Hodgson går af i vanære".

- I landsholdets 144-årige historie er det her unægteligt det pinligste nederlag, der skete til et land med 330.000 indbyggere, som bliver trænet af en tandlæge.

* The Daily Express

- Vi forærede dem sejren og tabte i vanære. Det sendte chokbølger over hele verden, at den mindste nation nogensinde til at nå en slutrunde kunne slå England.

/ritzau/