Nottingham Forest fortsætter sit europæiske fodboldeventyr og står nu klar blandt de fire bedste hold i Europa League.
Midt i en hård kamp for at undgå nedrykning i Premier League avancerede Nottingham Forest til semifinalen i Europa League med en samlet sejr over FC Porto.
Torsdag aften vandt Nottingham Forest 1-0 hjemme over Porto. Dermed gik englænderne videre med en samlet 2-1-sejr efter 1-1 i det første opgør i Portugal for en uge siden.
FC Midtjylland røg ud til Nottingham Forest i ottendedelsfinalen efter forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence.
Så hårdt lykkedes det ikke Porto at presse Nottingham-mandskabet torsdag aften. Men portugiserne spillede også med en mand i undertal i mere end 80 minutter.
Allerede efter otte minutter modtog Portos forsvarsspiller Jan Bednarek et rødt kort for en grov stempling på hjemmeholdets angriber Chris Wood.
Fire minutter senere skulle det blive endnu værre for Porto, der kom bagud på et mål af Morgan Gibbs-White, som via en afretning sparkede bolden i mål.
Porto skiftede fire mand ud i pausen, og Victor Froholdt var en af dem, der kom på banen.
Men den danske midtbanespiller var ikke i stand til at forhindre nederlaget og europæisk exit.
Tættest på en Porto-udligning og en livline var indskiftede Alan Varela med en afslutning på overliggeren, men udeholdet formåede ikke at score.
Nottingham Forest skal i semifinalen møde landsmændene fra Aston Villa, der torsdag vandt 4-0 hjemme over Bologna, som havde Jens Odgaard på banen i det sidste kvarter.
Aston Villa havde vundet den første kamp 3-1, så det endte med en samlet sejr på hele 7-1 over italienerne.
Den anden semifinale i Europa League står mellem portugisiske Braga og tyske Freiburg.
/ritzau/
