Ene mand mod Kina: Viktor Axelsen er et idol for den kinesiske ungdom

Viktor Axelsens bedrift er næsten fornuftstridig i en verdenssport, der har gennemgået store demografiske forandringer.

Foto: Toru Yamanaka / AFP Photo
Læs mere
Fold sammen

Man kunne mene, at Viktor Axelsen gør det uforskammet nemt for de mange juryer, som sidst på året vanen tro skal øse hæder over årets sportsnavne i Danmark. Efter i 2016 at have vundet EM-guld, OL-bronze og guld ved Thomas Cup – hold-VM som afholdes hvert andet år – har den lange danske badmintonspiller i år sat en tyk streg under sin position som verdens stærkeste herresingle.

I april vandt han den store Super Series-turnering i Indien, og i august sejrede han ved VM i Glasgow efter finalesejr over alle tiders største badmintonspiller, kinesiske Lin Dan. Det er første gang i 20 år og kun tredje gang nogensinde, at en dansk herresinglespiller bliver verdensmester.

I søndags fejrede Axelsen så sin VM-titel ved at vinde den stærkt besatte Japan Open. Afslutningsvist slog han den malaysiske stjerne Lee Chong Wei, der stod i karrierens 100. finale. Efter de to sejre indtager Axelsen førstepladsen på verdensranglisten. Den 23-årige badmintonspillers præstation kan dårligt overvurderes, ikke mindst fordi den sprænger det perspektiv, vi ofte er nødt til at anlægge på de danske sportsfolks sejre.

Det er kun naturligt, at en nation stolt dyrker sine egne sportsgrene. Det er blandt andet derfor, de danske håndboldkvinder og -mænd er i stand til at samle hundredtusinder af TV-seere ved hver eneste VM- eller EM-slutrunde vinter efter vinter, og det er derfor, amerikanerne kalder deres egen baseball for verdensmesterskabet.

En mangeårig tradition for en sportsgren, som kun få andre lande går op i, gør alt andet lige chancerne for medaljer og mesterskaber større. Også badminton er en populær sportsgren i Danmark. På landsplan er 87.000 mænd, kvinder, piger og drenge registret i flere end 500 foreninger. Dertil kommer, at tæt ved en kvart million danskere spiller badminton regelmæssigt i andet regi (bl.a. hos DGI og Dansk Firmaidrætsforbund).

I sin moderne form blev ketsjerspillet skabt af britiske soldater i Indien i 1860erne og fik sit første officielle regelsæt i Portsmouth i 1893. Seks år senere fandt den første All England-turnering sted for både kvinder og mænd i London. Sporten kom til Danmark i 1925, og fem år senere stiftedes Dansk Badminton Forbund. På 30 år steg antallet af medlemmer fra 800 til 26.000.

I 1934 var Danmark blandt de ni stiftende medlemmer af Det Internationale Badmintonforbund, og opførelsen af en række af de karakteristiske, tøndeformede badmintonhaller over hele landet i årene omkring Anden Verdenskrig sikrede tidligt danskerne en placering i verdenstoppen.

Allerede i 1939 blev Tage Madsen historiens kun anden All England-mester uden for De Britiske Øer, og samme år vandt også mixdouble-parret Ruth Dalsgaard og Tonny Olsen den prestigefulde turnering. Fra 1947 til 1972 hentede dansk badmintons kvinder og mænd mere end et halvt hundrede guldmedaljer ved All England.

Siden har profiler som Svend Pri, Flemming Delfs, Lene Køppen, Morten Frost, Thomas Lund, Poul-Erik Høyer Larsen, Peter Gade, Camilla Martin og Tine Baun været en del af verdenseliten. Og også i disse år er Axelsen i godt selskab med Jan Ø. Jørgensen, Mathias Boe, Carsten Mogensen, Kamilla Rytter Juhl, Christinna Pedersen, Mads Conrad-Petersen, Mads Pieler Kolding og Joachim Fischer Nielsen.

Det ville altså være synd at sige, at Axelsens succes er et enmandsshow. Han står på skuldrene af fortidens helte, og han er resultatet af Badminton Danmarks uovertrufne talentarbejde, der tåler sammenligning med den succes, svensk herretennis oplevede i 1980erne og 1990erne.

Alligevel er Axelsens bedrift næsten fornuftstridig i en verdenssport, der har gennemgået store demografiske forandringer. Indtil Anden Verdenskrig var badminton en europæisk sportsgren med De Britiske Øer som det naturlige omdrejningspunkt. I 1950erne overtog de malaysiske spillere tronen, og i løbet af 1970erne opnåede badminton stor udbredelse i Indonesien og Japan. I begyndelsen af 1980erne voksede sporten dramatisk i Kina og Sydkorea, og i de senere år har også lande som Thailand og Indien fostret flere topspillere. I dag er badminton blandt de mest populære sportsgrene i de syv nævnte asiatiske lande, der tegner sig for 40 procent af Jordens samlede befolkning.

Ikke mindst Kinas dominans og masseproduktion af topspillere har fået flere iagttagere til at forlange et loft over antallet af spillere fra samme nation i de lukrative Super Series-turneringer (som man kender det fra OL, hvor hvert land højst må stille med 15 spillere fordelt på de to single- og tre dobbeltrækker).

Men indtil nu er alt givet frit. De største turneringer er for de bedste – uanset nation. Ved årets All England var hele syv ud af 32 herresinglespillere fra Kina. I Japan Open stillede fem kinesere og fem indere til start i selvsamme række.

Kort efter sejren i Tokyo fløj Axelsen med sin far (og manager) til Kina som et led i sin venlige magtovertagelse. »Hans kommercielle værdi er tårnhøj«, vurderede brandrådgiveren Simon Bastiansen sidste år i BT. Axelsen har lært sig mandarin, han optræder altid med stor ydmyghed og er et idol for den kinesiske ungdom. Det kan godt være, de er flest, men han er bedst.

Asker Hedegaard Boye er sportskommentator