Endnu en rytter i dopingfælden

Endnu en rytter har afgivet en positiv dopingprøve i Tour de France. Navnet på rytteren er endnu ukendt, men ifølge L'Equipe stammer testen fra 11. etape.

Hovedparten af feltet protesterede i morgens mod doping. Fold sammen
Læs mere

Doping-skandalerne vælter nu ned over årets Tour de France.

I går kom det frem, at Astana-stjernen Vinokourov blev testet positiv to gange for brug af bloddoping.

Nu oplyser den franske avis L'Equipe, at endnu en rytter er røget i dopingfælden.

Hvem det er, er endnu uvist, men vedkommende skulle være testet positiv for testosteron - et præstationsfremmende hormon - via en urinprøve efter 11. etape - en sprinteretape, der blev vundet af sydafrikaneren Robert Hunter i en massespurt foran CSC's Fabian Cancellara.

Den type testosteron, som er fundet i urinprøven, er den samme, som blev konstateret hos tyskeren Patrik Sinkewitz fra T-Mobile-holdet på 8. etape.

I alt otte ryttere blev testet for doping efter etapen. Udover Hunter og Michael Rasmussen blev Kim Kirchen, (T-Mobile), Patxi Vila (Lampre), Christian Moreni (Cofidis), Lilian Jégou (Francaise des Jeux), Erik Zabel (Milram og Maxim Iglinskiy (Astana) testet den dag.

Danske Team CSC havde ingen ryttere til kontrol den dag.

Den Internatioanle Cykelunion, UCI, vil her kl. 15.00 offentliggøre navnet på den nye rytter, der er blevet testet positiv.