Opdateret

End ikke paven kan få Amorim til at ændre system i United

De mange dårlige resultater får ikke Ruben Amorim til at ryste på hånden som cheftræner i Manchester United.

Ruben Amorim ser spillemæssig fremgang hos sit United-mandskab i forhold til seneste sæson. (Arkivfoto).
Ruben Amorim ser spillemæssig fremgang hos sit United-mandskab i forhold til seneste sæson. (Arkivfoto). Foto: Andrew Yates/Ritzau Scanpix

Det kører ikke for Manchester United, og det har det ikke gjort længe.

Siden Ruben Amorim i november sidste år overtog cheftrænerposten har den traditionsrige storklub fået 31 point i 31 ligakampe. Det er dårligst af alle i Premier League.

Noget af det første, portugiseren gjorde, da han kom til for ti måneder siden, var at skifte system til at spille med tre spillere i forsvaret.

Formationen gav Amorim stor succes i Sporting, men indtil videre har det ikke været tilfældet i England. Det får dog ikke den portugisiske chef til at overveje at gå andre veje.

- End ikke paven kan få mig til at ændre det (systemet, red.). Det er mit job og ansvar, så jeg vil ikke ændre det, siger Amorim på et pressemøde forud for Uniteds kamp mod Chelsea lørdag ifølge Reuters.

- Hvis jeg var spiller og havde en træner, der efter et stort pres fra andre endte med at skifte system, ville jeg se på træneren på en anden måde.

I de første fire ligakampe er det blevet til fire point for Amorims tropper i den nye sæson, og i seneste weekend blev det til et 0-3-nederlag i lokalopgøret på udebane mod Manchester City.

Portugiseren ser dog fremgang i forhold til seneste sæson.

- Sidste år var jeg meget kritisk omkring måden, vi spillede på. Jeg synes, at vi nu spiller godt mellem felterne, men vi skal være mere aggressive i boksen.

- I resten af spillet har vi forbedret os meget i forhold til sidste år. Men vi er nødt til at vinde fodboldkampe, lyder det fra Amorim ifølge Uniteds hjemmeside.

Lørdag møder United på hjemmebane Chelsea, mens der efterfølgende venter på papiret lettere modstand i Premier League i form af Brentford og Sunderland.

/ritzau/