Portræt

STOCKHOLM

Op til Europamesterskabet fik de svenske landsholdsspillere tilsendt et brev fra deres 59-årige træner Bengt »Bengan« Johansson.

Han skrev ikke for at beordre dem til at vinde endnu en guldmedalje, møde til træning til tiden og afholde sig fra fed vintermad og livets øvrige lyksaligheder.

I stedet skrev han: »Din modenhedsudvikling beror på det paradigme, at du tager dig af mig, du bakker mig op. Eller du bakker mig ikke op, og jeg klandrer dig for konsekvenserne.

For mig er det uafhængighed, der er et paradigme. Jeg kan gøre det, jeg mærker ansvaret, jeg er selvstændig, jeg kan vælge.

For os er gensidig afhængighed paradigmet. Vi kan gøre det, vi kan samarbejde, vi kan forene vores indsigter og færdigheder og skabe noget større. Sammen.«

Den kunne de så lige tygge på, Magnus Wislander, Staffan Olsson, Ljubomir Vranjes og de øvrige på det svenske landshold. For sådan er det med Bengt Johansson. Han udfordrer spillerne. Ikke kun til at give og tage tæsk - også til at udvikle sig.

»Jeg vil have dem til at tænke efter,« som denne familiefar til tre børn siger.

Det med medaljerne er så også kommet alligevel. I går endnu engang EM-guld, hvorved landsholdet under Bengt Johansson har vundet fire af slagsen, som så kan lægges til to VM-guldmedaljer og tre OL-sølvmedaljer plus det løse i en utrolig epoke, der begyndte med Sveriges VM-sejr i 1990.

Bengt Johansson er også et paradoks. I de seneste 10 dage har han været den mest afbildede svensker. På plakatsøjler optræder han bidende i en guldmedalje med opfordring til at støtte ham og landsholdet, »Bengan Boys«, under EM, hvilket svenskerne så også har gjort som aldrig tidligere. Hans nye bog står fremme til salg, og på afstand med sit glinsende hvide tandsmil ligner han selve kommercialiseringens ansigt.

Men han har mere at byde på end det. Spillerne taler i andægtige vendinger om »Bengan« og henviser til ham igen og igen, når de skal forklare, hvordan pokker de har vundet det hele og det halve og lidt til.

Bengt Johansson har haft resultatmæssig succes med at indføre andre succeskriterier end resultatet.

Han tager spillerne med i operaen og til Jesus Christ Superstar, og han mener, at en af de største oplevelser, landsholdet har haft, var, dengang en gorilla i Sydneys zoologiske have spyttede på Ljubomir Vranjes under OL for halvandet år siden. Træneren lægger heller ikke skjul på, at han giver den lille Vranjes, der kommer fra en indvandrerfamilie, lidt ekstra opmærksomhed, fordi det er vigtigt for ham at få lov at vise, at han kæmper for Sverige.

Men hvad så med pengene? Bengt Johansson vil hellere tale om at udnytte sin tid end sine penge. Han lægger vægt på, at spillerne skal have en personlighed støbt i andet end forbrug.

Som nu backen Andreas Larsson, der godt kan lide dyre biler.

»Det er ikke noget værd. Det er bare en svaghed i hans karakter. Det forsøger vi hele tiden at tale om, og han er blevet mere moden,« er trænerens kommentar om den sag i et interview i Aftonbladet.

Om det svenske landshold, der med en gennemsnitsalder på 30 år er det ældste, der har optrådt i gult og blåt, så også kunne have opnået OL-guld i stedet for de tre finalenederlag i 1992, '96 og 2000, hvis der var kørt en anden stil end »Bengans« er det kritiske spørgsmål, der kan komme til at stå i hans eftermæle - hvis han altså ikke bestemmer sig for at blive og sætte det hele på plads ved OL i Athen i 2004.