En regulær forårsprofil? Nej, det er ikke til at få øje på

Superligaen fremstår usmuk og sjasket og lige nu stort set renset for den slags profiler, der bare stråler over alle de andre, og som selvfølgelig skal videre til større adresser.

benjaminblog
Foto: Liselotte Sabroe. Benjamin Munk Lund er sportsredaktør på Berlingske
Læs mere
Fold sammen

Superligaen kæmper med sin lækkerhed i disse uger.

I blæser, os ikke ret meget bagover, gode superligaspillere.

Jeg havde nær sagt, at I keder os - og jeg lover, at det er skrevet, efter jeg har messet alle klicheerne for mig selv om, at »en god fight«, en »intens 0-0-kamp« og kampe med »masser af nerve« bestemt kan være god underholdning.

Men nej, der har heller ikke gemt sig meget af den slags rundt i hjørnerne i dette superligaforår, der fremstår mere blodfattigt og tamt, end jeg længe husker at have oplevet den danske liga.

En tre-fire hold uden antydningen af bare et pænt stabilt niveau, Brøndby, Randers, FCN, kan i øjeblikket gå og drømme om bronzemedaljer. Det er i grunden helt vanvittigt.

FC Midtjylland pisker selvfølgelig i mål med guldet og fortjener det og står uplettet tilbage. De har leveret varen - FCK har anstrøg af noget, men beruser ingen endnu.

Og jeg mener stadig, at det kræver en fantasi lidt ud over det normale at se nedrykningskampen få et rigtig dramatisk liv.

Så dér ligger ligaen. Som en sjasket og usmuk omgang. Jeg kan godt forstå, at man i Divisionsforeningen kigger på produktet i disse måneder og spørger, om det kunne gøres på en anden måde. Uden at det jo i øvrigt er en garanti for, at tingene bliver bedre.

Et andet eksempel på tingenes tilstand lige nu kunne være dette: Hvem er lige nu Superligaens helt store profil? Hvem er den spiller, der bare ikke kan holdes inden for landets grænser, når transfervinduet igen åbner op?

Hvem er den spiller, der ejer ligaen, som vi glæder os ekstra meget til at se, og som vi uge efter uge må konstatere, at han da måske er for stor til det her sted?
Jeg får ikke øje på ham. Det gør jeg altså ikke.

Jeg kan godt få øje på enkelte præstationer, der stikker ud, som nu Christian Nørgaard fra Brøndby med sine to scoringer her til aften mod FC Vestjælland. Men den ærlige snak er, at de ikke ser dvd’er med Nørgaard i Bundesligaen eller Æresdivisionen lige nu, og at Nørgaard stadig er mest udfordret på, hvordan han bliver en dominerende spiller for Brøndby. Hver gang.

Når jeg tænker tilbage på de seneste fire-fem superligaforår, så udmærkede ligaen sig blandt andet med sine profiler. Jeg tænker på Dame N’Doye i foråret 2011, men egentlig også i 2012, hvor Andreas Bjelland og Jores Okore sørme også fyldte noget. 2013 var mindre vildt, men havde dog Lukas Hradecky og Lasse Vibe, mens AaB-spillerne Rasmus Würtz og Kasper Kusk var der sidste år sammen med al Thomas Kahlenbergs klasse i udfoldelse.

Alle kunne få øje på, at Dame N’Doye skulle ud af Superligaen på et tidspunkt. Det var samme historie om Bjelland, Okore, Kusk og til dels Vibe.

Der er ingen spillere i ligaen lige nu, som på deres præstation i foråret kan udløse meget over en million euro - hvis nogen da kan det. 

Martin Pusic, Jakob Poulsen og Mads Hvilsom står for mig som de bedste bud på forårsprofiler lige nu. Poulsen er instrumentel i Midtjylland, hvor Pusic har vist sig stor nok til at håndtere et vist pres. Mads Hvilsoms mange mål og kæmpe arbejdspensum i Hobro stikker ud.

Næste i rækken er de to nye svenskere, Johan Larsson og Ludwig Augustinsson, der fra dag et har vist, at svensk slet ikke behøver være kedeligt, og som har klædt både Brøndby og FCK.

Endelig er mine boblere Rasmus Falk, som OB intet var uden, Mathias Zanka, der flirter med en stabilitet, og David Moberg Karlsson i FC Nordsjælland, som har anstrøg af ekstraordinær klasse over sig.
Når det da kommer over ham.

Og på den måder bliver han og mange af de andre fine fodboldspillere, som jeg her har nævnt, et sindbillede på hele ligaens situation.
Man bliver for ofte skuffet, hvis man anskuer det med en forventning om en vis stabilitet i topniveauet.