En latterlig og urimelig fodboldtendens

Det er blevet udramatisk dagligdag at filme sig til frispark og straffespark i professionel fodbold. Og jeg ved ikke, hvad der er værst: Fodboldspillerne, der snyder. Eller de fans, der bare er ligeglade.

Brasilianske Fred faldt meget let i straffesparksfeltet og slog ud med armene i VM-kampen mod Kroatien. En beskæmmende tendens, mener Berlingskes sportsredaktør. Fold sammen
Læs mere
Foto: MAURICIO DUENAS
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tour de France nærmer sig. Og dermed også højsæsonen for følelsesladede samtaler om snyd og bedrag i sport. Den første cykelrytter med fingrene i krukken vil igen blive overhældt med hån og evig disrespekt.

Det er cykelsportens mareridt, men vi minder hinanden om, at problemet er selvskabt, når de som bekendt ikke kunne lægge sprøjterne fra sig hverken i 90'erne eller i 00'erne.

Det tænkte jeg lidt på, da Uruguays forsvarsspiller Álvaro Pereira torsdag aften havde fået englænderen Raheem Sterlings knæ i panden og lå knockoutet og uhyggeligt stille på græsset. Pereira kom på benene, vaklede som en bodegaberuselse rundt i cirkler og blev alligevel helt oprørsk, da det gik op for ham, at en læge krævede ham udskiftet.

Pereira ville i kamp igen og stavrede ind på sin position på banen. I går undskyldte han og indrømmede, at beslutningen var en fejl. Han var ikke klar.

Vi så altså en fodboldspiller, der tydeligt var skadet og alligevel lod som om, han var rask.
Det var sørme da et kuriosum.

Vi plejer at se en hel masse af det omvendte. Vi plejer over en hel fodboldsæson at kunne klippe til fem-seks spillefilm med fodboldspillere, der lader som om, de er blevet skadet, selv om det eneste, der har rørt dem, er vinden.

Ja, for i fodbold snyder spillerne os konstant. De smider sig uden at have ondt og uden at være i ubalance.
I FIFA-sprog er det 'diving,' og i Danmark taler vi om at filme. Det er lige så gammelt et fænomen som spillet selv.
Men det samme er doping i cykelsport, og derfor kan vi sagtens blive enige om, at det er snyd og må standses.

Og så mener jeg egentlig, det er indiskutabelt, at det bliver værre og værre, og at vi helt har opgivet at vinde æren tilbage på vegne af sporten.
Det er egentlig det værste.

I fodbold gør det nemlig ikke længere så meget, at spillerne med skuespil forsøger at narre dommeren. Vi lader dem stikke af med det, selv om de standardsitautioner, bedraget altid skaber, bliver mere og mere afgørende elementer i spillet.

De fleste siger i dag, at det bare er en del af sporten, og de kan måske endda finde på lidt nonsens, som at det er en del af fodboldspillets dramaturgi.
Alle unoder i fodbold er tilsyneladende beskyttet af tradition.

Man kan endda støde på mennesker, som vil forklare, at det nærmest er en kunstform at snyde i fodbold, og at det kun er naivt al undlade at gribe mulighederne. Jeg ved ikke, hvad der er værst - snyderne på banen eller de fans, der retfærdiggør bedraget med et skuldertræk.

Det er da beskæmmende for spilleren og især for sporten. Jeg mener, unoderne skal kvæles med både hån og disrespekt, og jeg savner, da især engelske tilskuere for bare 20 år siden kunne pifte en spiller ud af en kamp, hvis han bare én gang havde smidt sig.

Ved VM i 1990 smed tyskeren Jürgen Klinsmann sig i finalen mod Argentina, vred sig som en kroget sandorm og trak straks direkte rødt kort til en forbavset Pedro Monzón. Klinsmanns stunt blev mødt med forargelse, og han blev stadig konfronteret med sin uskik, da han kom til Tottenham i Premier League i 1994. 

Men i dag ville Klinsmanns skuespil dårligt nok kunne trække en hovedrysten.

'Diving' er blevet dagligdag også fra de største navne. VM-kendisser som Busquets, Neymar, Nani, Suarez, Drogba og Ronaldo har alle serveret pinligt skuespil, som ganske vist er foreviget på Youtube, men som egentlig ikke har påvirket spillerne det mindste.

I VM-åbningskampen smed den brasilianske angriber Fred sig i feltet og snød sig til et straffespark mod Kroatien. De fleste var ligeglade. Som den amerikanske målmand Tim Howard:

"Jeg har intet problem med det. Jeg ville opfordre mine egne spillere til at gøre det samme, hvis de kan mærke kontakt. Det er dommerens opgave at gøre det korrekt."

Man kan dårligt forestille sig en cykelrytter forklare, at det bare må være op til antidopingmyndighederne at tage sig sammen.

I fodbold findes flere muligheder for straf både under og efter kamp. De bliver bare næsten aldrig taget i brug. I en undersøgelse fra 2011 fra University of Queensland i Australien undersøgte man 60 fodboldkampe fra seks af de største klubturneringer. Man talte godt 2800 fald, heraf var de 169 tydelige eksempler på skuespil aldeles uden berøring fra en modstander.

Der blev ikke givet nogen form for straf til snyderne.

Nu taler man meget om teknologi i fodbold. Der er målkameraer under VM, og mange efterspørger med en vis ret, at kameraerne også hjælper dommerne ved andre tvivlsspørgsmål.

Lad endelig dommeren gå til tv-assistance, når der er fløjtet for frispark eller straffespark, og dommeren har dén der nagende tvivl. Smed han sig?

Ja, der ryger noget flow. Og det kan være, det ender med en kort reklamepause. Hellere en reklame end en afgørelse, der er stjålet.

Men vigtigere for mig bliver den dag, det igen bliver pinligt, endda dybt pinligt, for spilleren at smide sig. Og smuk bliver den dag, et flertal af fans igen tager afstand fra snyderiet.

For snyd i fodbold er da ikke bare en herlig del af historiefortællingen. Det er en påstand lige til skraldespanden. Skuespil på banen er lige så latterligt, som det er helt urimeligt.

Flemming Fjeldgaard er sportsredaktør på Berlingske. Du kan også følge ham på twitter.com/ffjeldgaard