En giftig pie

Sutton Uniteds reservemålmand, den 140 kilo tunge Wayne Shaw, rejste sig under kampen mod Arsenal fra bænken og spiste en pie. Et PR-stunt med konsekvenser. Foto: Andrew Couldridge/Reuters
Læs mere
Fold sammen

Wayne Shaw er en god historie.

Den 140 kilo tunge reservemålmand for den halvprofessionelle fodboldklub Sutton United er på det seneste blevet symbolet på den lille mands kamp mod de store, men også på hvad det kan ske, når en tung mand vandrer på usikker is, og en joke ender helt galt.

For et par måneder siden havde de færreste briter vel hørt om 45-årige Shaw. Men Suttons fine resultater i FA Cupen har gjort den trinde mand, der også fungerer som målmandstræner, kult. I december så han til fra bænken, da holdkammeraterne besejrede Cheltenham fra League Two, Englands fjerdebedste række. I januar eliminerede Sutton først League One-mandskabet AFC Wimbledon efter omkamp og siden Leeds United.

I mandags i turneringens femte runde fik Sutton-tilhængerne så den kamp, de aldrig havde troet mulig.

Ingen ringere end millionærerne fra Arsenal gæstede således lille Gander Green Lane i det sydvestlige London. Op til kampen gik den engelske sportspresse i selvsving over mødet mellem verdensstjerner­ne og næsten-amatørerne med den vommede Shaw ude på bænken. YouTube flød pludselig over af videoer af målmandens redninger i den håndfuld kampe, han har fået i Sutton siden 2011.

Der var noget elementært eventyrligt over, hvordan fodboldtalentet, der for 30 år siden gik op og ned ad senere stor­spillere som Alan Shearer og Matthew Le Tissier på Southamptons talentskole, og som siden blev dømt ude på grund af overvægt og forsvandt ned gennem rækkerne for siden at blive omskolet til målmand, nu alligevel fik lov at dufte berømmelsens sødme for en enkelt aften.

I sin karriere er Shaw ofte blevet skoset af modstandernes fans, der har sunget med på »Who ate all the pies?«, en af engelsk fodbolds foretrukne hånehymner gennem mere end 100 år. Og i timerne op til Arsenal-kampen kunne tabloidavisen The Suns bettingselskab ikke dy sig. I et tweet opstillede Sun Bets et fornøjeligt odds: »Hvis man satser på, at Wayne Shaw spiser en tærte under kampen, får man sin indsats otte gange igen.« Teksten var ledsaget af arkivfotos af en smilende Shaw og en bleg kød­tærte.

Arsenal vandt kampen 2-0, men det var en episode på Sutton-bænken, der tiltrak sig mest opmærksomhed. For pludselig rejste Shaw sig og tog et par betragtelige bider af en medbragt pasty. Der var noget i hans blik, som fortalte os, at her var en mand, der nød den sjældne opmærksomhed.

Shaws opfyldelse af Sun Bets væddemål fik hundredvis af fodboldinteresserede til tasterne. Pie-gate vandrede fra Twitter til avisernes netsider, og dagen efter kunne både det engelske fodboldforbund og den statslige Gambling Commission meddele, at man undersøgte både Shaw og Sun Bets. Over for BBC Radio 4 benægtede hoved­personen, at han skulle have væddet og dermed forbrudt sig mod gældende regler.

»Jeg forsøgte ikke at gøre noget, jeg ikke må. Jeg lavede bare lidt sjov, og så var jeg sulten,« sagde den brødebetynget Sutton-spiller, der fortalte, at han blot ville drille Arsenal-supporterne.

Dagen efter blev Shaw fyret i Sutton. Afskeden var ifølge en klubleder tåre­væddet, og bedre blev humøret næppe, da en større supermarkedskæde tilbød eksfodboldspilleren et job som officiel pie-mundskænk...

Onsdag poserede Shaw med en Sun­forside, der kritiserede fyringen. Avisen havde indhentet en udtalelse fra TV-værten Piers Morgan, som mente, at Sutton­-spilleren var offer for en vanvittig verden. Også den tidligere landsholdsspiller Gary Lineker støttede Shaw. Begge var de enige om, at afskedigelsen var forkert.

Tilbage står, at The Sun har spillet en afgørende rolle i promoveringen af Sutton og Shaw. I ugevis har avisen dækket miniputternes solstrålehistorie, og til kampen mod Arsenal leverede man endda klubbens spilletøj, der var blevet udstyret med Sun Bets navn og logo på brystet.

Cocktailen af reklame, medier, sport, PR-stunt og sociale medier viste sig giftig for en mand, der blev blændet af rampelyset. »En meget sørgelig slutning på en fantastisk historie,« sagde Sutton-manager Paul Doswell. Men fortællingen om Shaws fylde og fald er også fortællingen om et stadig tættere partnerskab mellem betting­selskaberne og sportsindustrien.

Siden 2014 har det været ulovligt for spillere, trænere, ledere og dommere i Englands otte øverste fodbolddivisioner at indgå væddemål med relation til professionelle fodboldkampe både nationalt og internationalt.

Ikke desto mindre har 11 af 20 Premier League-klubber et bettingfirma som hovedsponsor. Englands næstbedste, tredjebedste og fjerdebedste fodboldrække er organiseret under etiketten Sky Bet English Football League, og siden 1989 har bookmakeren William Hill uddelt den engelsksprogede verdens mest prestigefulde sportsbogpris, William Hill Sports Book of the Year.

Ser vi rundt i verden og til andre idrætsgrene, er mønsteret det samme. Sidste år blev Unibet officiel hovedsponsor for den hollandske cykelunion, og også lande som Polen, Frankrig, Spanien og Tyskland har for nylig lempet lovgivningen i forhold til bettingrelateret sportssponsorater. Selv i USA, der ellers i mere end 100 år har forbudt gamblingreklamer i topsport, opererer man nu i en gråzone.

I april 2015 blev NFL medejer af et schweizisk firma, der lever af at levere statistik til bookmakere. Samme år købte NBA sig ind i et teknologifirma, som analyserer data for fantasy fodbold­branchen, mens Major League Baseball indledte et samarbejde med britiske Sport Integrity Monitor, der overvåger mistænkelig bettingadfærd og desuden oddssætter for bookmakere i Europa og Asien.

Herhjemme tog den bedste håndbold­række for herrer, Håndboldligaen, sidste år navneforandring til 888ligaen skulder ved skulder med onlinespilleselskabet af samme navn. Fodboldens 1. division har siden 2011 haft hele tre forskellige bettingselskaber som hovedsponsor.

»Fodbolden fungerer som et socialt bindemiddel og bringer unge mænd sammen på pubben. Men hvordan får man interesse for en kamp, der ikke involverer ens eget hold? Men spiller på kampen,« skrev The Guardians klummeskribent Paul McInnes i denne uge.

Den professionelle sport ønsker bookmakernes økonomiske support, og i en positiv spiral forsøder det ene produkt det andet. Ifølge det amerikanske marketingsresearchselskab Nielsen Sports tredoblede bettingselskaberne deres samlede, årlige investering i Europas seks største fodboldlande fra 2014 til 2016.

På en større dansk TV-station optræder fodboldstudiets eksperter som reklamesøjler for en bookmaker, der adviserer før og efter live-sendingerne og er blandt samme medievirksomheds tungeste kommercielle samarbejds­partnere. Integrationen er fuldendt. Også Shaws pie viser os, at det efter­hånden er vanskeligt at se, hvornår sportskampen slutter og den kommercielle iscenesættelse begynder.

Asker Hedegaard Boye er cand. mag. i idéhistorie og analyserer international fodbold i Berlingske