En eventyrlig (h)istorie: Danmark er blevet en etableret del af det fineste selskab

Foto: Jan Korsgaard

Da jeg var barn i 1980erne, var ’Sport på 3’eren’ mit vindue ud til en verden af vilde oplevelser.

En af dem var C-VM i ishockey, der i 1987 blev afholdt i Danmark, og hvor sejrene over Ungarn og Bulgarien står som de tydeligste. Danmark rykkede op i B-gruppen.

Dengang var det en helt særlig præstation, hvilket blev understreget to år senere, da vi rykkede ned igen med et brag.

Og så i aften – 27 år senere – er vi i kvartfinalen ved ’det rigtige VM’ og møder Finland, der ved de seneste tre Vinter-OL har vundet en sølv- og to bronzemedaljer.

Dansk ishockey er blevet en etableret del af det fineste selskab, og selv om vi ikke skal forvente at besejre finnerne i aften, er der al mulig grund til at være imponeret over den danske bedrift. Ikke bare over den, landsholdet har begået de seneste uger i Rusland, men over den, dansk ishockey som helhed har begået i de seneste 20 år.

Forleden talte jeg med den tidligere direktør i Danmarks Ishockey Union, Enver Hansen, der i disse år arbejder med forberedelserne af VM i Danmark i 2018.

Han kunne berette, hvordan han engang havde fortalt en canadier, at der i Danmark var godt 4.000 registrerede ishockeyspillere, hvortil han overrasket havde svaret, at det var lige så mange som antallet af ishockeydommere i delstaten Ontario, hvor han kom fra.

I dag er der cirka 4.500 registrerede ishockeyspillere herhjemme, hvilket fylder godt i Danmarks kun 25 skøjtehaller. For at sammenligne med endnu en af Danmarks konkurrenter ved VM, er der 11 skøjtehaller alene i selve Stockholm, hvor der sidste vinter desuden var 48 registrerede udendørs skøjtebaner.

Fordelen ved det lille antal spillere og de begrænsede muligheder for at presse flere ind i hallerne er, at talent-identifikationen er uhyre effektiv. Ulempen er den åbenlyse, at der er meget få spillere at vælge imellem, og at elitemiljøet hurtigt bliver for lille for de bedste.

I årevis er danskere derfor søgt mod Sverige for at gå på hockeygymnasium, mens talenterne i højere grad er begyndt at søge mod Nordamerika for at blive set og draftet.

Frans Nielsen blev den første, der i 2007 kom på isen i en NHL-kamp, og han banede om nogen vejen for de seks, der lige nu skøjter rundt derovre og temmelig sikkert vil blive endnu flere inden for de kommende år, fordi de har vist sig driftsikre og forholdsvis billige i løn.

I Moskva er tre af dem med. De skal i dag være med til at gøre det umulige, når Danmark møder Finland, der har 16 gange så mange registrerede hockeyspillere som os.

Og ja, der sammenlignede jeg lige med endnu en modstander. Det sætter præstationen lidt i relief.

Byline, bylinefoto af Morten Crone Sejersbøl, nyt Fold sammen
Læs mere
Foto: Camilla Rønde.