EM var aldrig tæt på - og så sagde Olsen et værdigt farvel til sit landshold

Foto: Claus Bech

Morten Olsen er lige blevet klappet ud af presselokalet i Parken. Han har netop fortalt,at han stopper som landstræner med det samme.

Det rørte ved hans følelser, uden han blev rørstrømsk. Med enorm værdighed talte han om, hvor glad og stolt han har været over at have jobbet som dansk landstræner siden 2000.

Han takkede for alle fodbolddiskussionerne og erkendte, at han formentlig har været både lidt vrissen og stejl undervejs. Han forklarede, at det er nu er op til hans kone, om trænerkarrien fortsætter - det lød til, at den ikke fortsætter.

Og så påtog Olsen sig det fulde ansvar for, at Danmark ikke kommer til EM i Frankrig, og det var uden undskyldninger. Han og holdet fandt ikke rytmen og sammenhængen, man scorede for lidt og skabte for få chancer.

Det var et farvel med enorm værdighed og klasse, vi oplevede, og det er den største landstræner, Danmark har haft, der nu stopper.

Jeg skrev allerede før de to kampe mod Sverige, at den overordnede fortælling om Morten Olsens betydning som dansk landstræner ikke kunne udfordres af udfaldet af de to playoff­-kampe mod Sverige.

Han er i min bog stadig den mest betydningsfulde figur i dansk landsholdsfodbold, og som landstræner altså den største.

Det fastholder jeg, selv om det er svært i disse minutter og timer, hvor skuffelsen over at have set - endnu - en bleg dansk landsholdsindsats sidder som en bitter smag i munden. Og den vil ikke gå væk.

Men vi må efter at have set Danmark spille 2-2 hjemme i Parken til Sverige og dermed samlet tabe 2-4 over to kampe også tilføje, at Olsen ikke bare tabte på sin sidste dag i jobbet. Han tabte på en måde, som vi kommer til at huske længe.

Vi fik et godt kvarter til at begynde med, men så herefter en tidlig svensk scoring punktere danskerne, der simpelthen ikke var gode. Nogle var decideret dårlige - og det var nogle af dem, der skulle være de bedste, Eriksen, Bendtner, Kjær.

Nej, Danmark var aldrig tæt på at komme til EM i Frankrig til sommer.

Det er forstemmende at konstatere. Og det er for ringe. Og det er resultatet af et landshold, der lige nu ikke kan vinde fodboldkampe, som har svært ved at score og skabe chancer. Vi har i denne kvalifikation vundet to kampe mod Serbien, som man kan være tilfreds med. Resten har været præstationer i spændet mellem nogenlunde over svagt og til elendigt.

Derfor er alle forklaringer om dårlige dommere, straffespark, der ikke blev dømt og droner i Beograd også så ligegyldige.

Forudsætningerne for at komme til EM var så generøse, at Danmark skal gøre så stor en forskel, at der kan flyve droner over alle fodboldbaner, uden det ændrer ved, at vi selv løser opgaverne.

Lad os lige smide et par EM-deltagere på tavlen her:  Østrig, Irland, Island, Albanien, Nordirland, Wales og Slovakiet.

Vi bliver hurtigt enige om, at argumentet om, at Danmark er en lille fodboldnation, som vi ikke bare kan forvente står i den ene slutrunde efter den anden, får det lidt svært nu. Dette 24-holds EM i Frankrig er for halvdelen af Europa, og det er tæt på utilgiveligt, at det er uden Danmark.

Ja, jeg ved, Holland heller ikke er med. Skal vi ikke blive enige om, at det er en helt skør historie med Holland i den pulje? Danmark synker med denne nedtur ikke bare ud af det fine selskab i Europa. Danmark synker også ud af det middelmådige selskab.

Jeg husker, da det europæiske fodboldforbund annoncerede, at man ville gøre EM til en turnering med 24 nationer, at jeg tænkte, det bedste ved den ide, var, at Danmark så ville komme med hver gang.

Hvad tænker jeg nu?

At vi har set vores landshold levere en af de mest hakkende kvalifikationsturneringer under Morten Olsens ledelse. Måske den mest hakkende. Det farver hans exit i voldsom grad.

Kampen i Parken tirsdag aften blev hans sidste som landstræner. Han gjorde efter kampen meget ud af at give hånd og kram til alle folkene omkring sig på den danske bænk, inden han skridtede ned til udgangen af Parken.

Det var en mand, der var med på, at det var det. Sådan måtte det være.

Det er rigtigt, at Olsen nu stopper. Han var ked af ikke at skulle med til EM, men han var mere ked af, at danskerne og spillerne ikke får oplevelsen med.

Det viser hans format, at han ved, at det nu er tid for en ny landstræner at komme i gang med at forme et hold, der står over for en meget sværere opgave med at kvalificere Danmark til VM i Rusland, end man stod med her.

Morten Olsen havde selvfølgelig drømt om, at det skulle slutte i Frankrig. Og DBU's ledelse havde formuleret det som helt afgørende - det er mange penge, man har tabt her, som man ikke burde have tabt.

Egentlig ville Olsen være stoppet som landstræner i sommeren 2012, men da han i efteråret '11 stod med et hold, der meget pludseligt begyndte at sprudle og spillede sig til EM i 2012, fik han lyst til mere. Han fornemmede potentiale.

Men han og spillerne har ikke forløst det ordentligt på noget tidspunkt de sidste fire år. Det har været hakkende og uskønt at følge Danmark misse først VM i 2014 og nu altså EM i 2016.

Det er svært at argumentere mod en vinder, og det var slet ikke værd at begynde en argumentation tirsdag aften. Danmark var dårligere end Sverige over to kampe. Og vi har også været dårligere end Albanien.

Vi havde formentlig ikke noget at gøre ved det EM.

Noget at glæde sig over? At Zlatan Ibrahimovic skal til EM. Han kan noget, tør noget og vil noget.