Danmarks herrehold er med seks europamesterskaber historisk set ukronede konger af flag football på kontinentet, og i VM-sammenhæng har kun USA vundet flere medaljer.
Men rivalerne har oppet sig, og siden flag football blev annonceret som OL-disciplin i 2028 har mange investeret stort i deres setup for at få én af de kun seks meget eftertragtede billetter til Los Angeles.
Derfor er Danmarks 14. og hidtil seneste medalje ved enten EM eller VM efterhånden seks år gammel.
Læg dertil et igangværende generationsskifte. Og landstræner Jonas Christiansen er naturligt nok ikke helt sikker på, hvordan holdet måler sig op mod konkurrenterne ved det forestående EM i Paris, der starter torsdag.
- Jeg er virkelig spændt. De store lande som Tyskland, Storbritannien og Frankrig har investeret stort, og deres budgetter er nok 10-15 gange større end vores.
- Derudover er de fleste spillere fra den gyldne danske årgang stoppet, og vi har taget hul på et generationsskifte. Vi har et dygtigt hold - men ikke mange spillere med slutrundeerfaring, siger Christiansen.
EM afvikles i Parc de Choisy i den franske hovedstad, og det kan være første skridt mod et OL, hvor NFL har givet grønt lys til, at megastjernerne fra versionen med tacklinger og beskyttelsesudstyr kan deltage.
Endnu er en helt officiel og skarpt defineret vej til Los Angeles ikke udsendt, men der kommer givetvis OL-billetter på spil ved VM næste år.
Og for at få en plads ved VM i Tyskland næste år, skal man præstere i Paris. Kravet er top-6. Eller top-7, hvis det inkluderer Tyskland.
- Vi er seedet som nummer syv og står til at gå i kvartfinalerne. Det har vi helt sikkert også holdet til.
- Men det kommer lidt an på, hvem der spørger. Jeg tror selvfølgelig på det, men når min kone spørger, ligger jeg da søvnløs over, om vi overhovedet kommer videre fra gruppen, siger Christiansen med et grin.
- Vi lægger ud med at møde Finland og Polen i to meget vigtige kampe. De er rangeret lavere end os, men har til gengæld flere spillere at vælge imellem, så det er utrolig spændende, hvad de har fået mobiliseret.
Hvis man taber i kvartfinalerne, som Danmark er seedet til, spiller man yderligere placeringskampe om de resterende VM-billetter.
EM afvikles i løbet af tre hektiske dage i Paris, hvor også Danmarks kvinder er med.
Modsat herrerne har kvinderne dog ikke fået helt samme opgradering rent ressourcemæssigt. Herrernes bedre resultater historisk og forventede OL-mulighed har således udløst støtte fra Team Danmark.
Det har betydet flere samlinger, mere træning og sparring med fysiske trænere, en sportspsykolog og andre eksperter.
OL-annonceringen i 2023 har også betydet en øget interesse for den medlemsmæssigt lille sportsgren.
Landstræneren har blandt sine 12 udvalgte til EM 21-årige August Ilkjær, der har spillet basketball på højeste niveau i Danmark, og først sidste år var til sin første flag football-træning.
Han bidrager med eksplosivitet og springstyrke samt såkaldte "bløde hænder", så bolden ikke springer fra ham.
- Men drømmen om, at det ville vælte ind med folk fra andre sportsgrene, og at de bedste tacklespillere ville være megainteresserede, er endnu ikke gået i opfyldelse. Der er kommet enkelte, men det har ikke været nogen revolution, siger Jonas Christiansen.
Danmark møder torsdag klokken 08.00 Finland i sin åbningskamp og siden venter også Polen, Belgien, Slovenien og gruppefavoritten Tyskland i gruppen.
De to bedste fra hver af de fire indledende grupper går videre til slutspillet, der afvikles lørdag.
Danmarks kvinder møder Italien, Tyskland og Irland i deres indledende gruppe.
/ritzau/