EM i fodbold udsat og Åge Hareides farvel fremrykket

Tirsdag eftermiddag traf UEFA den nødvendige beslutning om at udsætte EM-slutrunden i fodbold. Beslutningen resulterede samtidig i et uundgåeligt, men utidigt farvel til landstræner Åge Hareide.

ARKIVFOTO: Danmarks Landstræner Åge Hareide før EM-kvalifikationkampen mellem Danmark og Irland i Parken, fredag den 7 juni 2019. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Store fodboldslutrunder lever i høj grad af også af forventningens glæde, og den får nu med al god grund lov til at hobe sig op til EM-udgaven i endnu et år. EURO 2020 er blevet til EURO 2021, den danske landstræner har hen over natten fået nyt navn, og fodbolden har i bred forstand erkendt, at tidspunktet ikke er til at mase sig frem i køen af presserende samfundsopgaver. EM i fodbold er udskudt i et år.

Efter en vis sendrægtighed i europæisk fodbolds øverste top med blandt andet en uforståelig afvikling af FC Københavns Europa League-kamp i Istanbul i torsdags og Atletico Madrids ditto i Liverpool i Champions League onsdag, satte omstændighedernes alvor endeligt en stopper for al videre spekulation om at afvikle EM-slutrunden med blandt andre København som værtsby for fire kampe til sommer.

Flere medier havde lugtet lunten forud for tirsdagens videotopmøde mellem UEFAs 55 medlemslande, da hoteller i både København og Helsingør bekræftede aflyste sommer-bookinger fra både UEFA og DBU, og således lå det fast ud på eftermiddagen, at EM var aflyst og skubbet et år ud i fremtiden.

Aflysningen blev fulgt af en understregning fra DBU-formand Jesper Møller om, at København og Parken fremdeles er værtsby, hvis man ellers kan sikre kapacitet på både stadion og hoteller til den tid. Formanden havde allerede været i indledende dialog med Københavns overborgmester, Frank Jensen, om opgaven med udtalt konsensus om at sætte folkesundheden først og nå frem til en løsning på den såkaldt anden side. Mon ikke den del nok skal lykkes, og i så fald en travl sportssommer i hovedstaden med Tour de France-depart samme sted.

Fodboldens milliardindustri befinder sig i et organisatorisk og økonomisk kaos, men med beslutningen i UEFA giver det europæiske forbund samtidig de nationale udgaver et råderum til at hente en del af det tabte ind og afvikle respektive turneringer med langt løsere bagkant. Det er i øvrigt også tvingende nødvendigt for UEFAs eget grundlag at holde både økonomi og økosystem i de nationale ligaer og dermed europæiske ligaer kørende. Selv om både UEFA og DBU kommer til at lide umiddelbare økonomiske tab, venter nogenlunde tilsvarende indtægter trods alt et år længere ude i fremtiden.

UEFA, dansk og international fodbold er også iskold business, og som sådan var der med tirsdagens beslutning om at udskyde EM til sommeren 2021 heller ingen plads til hjertevarmens forlængelse af landstræner Åge Hareides tilstedeværelse på den danske sidelinje. Nordmandens kontrakt udløber den 31. juli, og han kommer dermed ikke til at runde sin fire år lange ansættelse med blot tre nederlag i 42 kampe af med endnu en slutrundes manér.

Som han ifølge DBU udtalte fra sin coronabetingede og frivillige selvisolation hjemme i Molde i Norge efter rejser i forrige uge til Amsterdam og Leicester:

»Det er selvfølgelig ærgerligt at miste et slutspil og en kæmpe fodboldfest i Danmark. Men der er tale om en helt særlig situation, hvor mange mennesker har det meget værre. Mennesker, der er syge, mennesker, der dør, mennesker, der mister deres arbejde. Det er de samfundsmæssige konsekvenser, der er i centrum her – og ikke kun de personlige.«

Åge Hareide har ingenlunde lagt skjul på sin ærgrelse over, at DBU ikke ønskede at forlænge kontrakten med ham. At man ønskede at gå en anden ideologisk vej med Kasper Hjulmand, der for tiden sidder i venteposition i en konsulentrolle i DBU, inden han overtager ansvaret for A-landsholdet.

Den mere emotionelle del af afskeden med Åge Hareide kommer til at blusse op og givetvis dele vandene i de kommende måneder. Kimen til den debat såede landskamprekordholder Peter Schmeichel fluks efter nyheden om EM-udsættelsen i to opslag på Twitter:

»Norske Åge er en dansk helt, og har gjort et fantastisk job for Danmark. Med udsættelsen af EURO 2020 har jeg ondt af Åge Hareide. Han er den statistisk mest succesfulde træner for det danske landshold nogensinde, men vil ikke være med os i 2021. Hans kontrakt udløber denne sommer, og DBU ønsker noget andet.«

Tweetet var ikke mindst efterfulgt af en smiley – den af forundring, kan man vist kalde udtrykket. Kaptajn Schmeichels søn og nuværende viceanfører, Kasper Schmeichel, har hele vejen igennem lovprist Åge Hareide, akkurat som den øvrige spillertrup, og Hareide har på papiret ikke tabt i 34 kampe på stribe.

Ikke ligefrem en misundelsesværdig opgave for Kasper Hjulmand at løfte, om end han nu får en ufrivillig chance for at gøre sit land til europamester. Så godt går det næppe, og så er der uomtvisteligt verbale knubs i luften.

Kurt Lassen er sportskommentator og forfatter