EM-guld skal være Nicki Pedersens vej tilbage til VM-serien

Nicki Pedersen går efter at vinde EM-guld i 2020, for det er eksverdensmesterens billet tilbage til VM-serien.

Nicki Pedersen vandt sit seneste VM-grandprix i 2018, da han kørte først over målstregen i finalen i Målilla. Mikael Fritzon/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

For første gang i årtusindet kørte Nicki Pedersen i 2019 ikke et eneste løb i speedwaysportens mest prestigefyldte konkurrence: VM-serien.

Den 42-årige fynbo drømmer om et VM-comeback, så han kan få muligheden for at vinde et fjerde verdensmesterskab. Han har comebackplanen klar: Han skal blive europamester i 2020.

Som noget nyt vil vinderen af EM-serien i fremtiden blive belønnet med en fast plads i VM-serien den efterfølgende sæson, og det er ifølge Nicki Pedersen et fremragende tiltag.

- Det motiverer mig helt vildt, og EM bliver min drivkraft i 2020, for det er min vej tilbage til VM-serien.

- Jeg kommer ikke til at køre GP Challenge (VM-kvalifikation, red.), og jeg kan ikke kun satse på, at de høje herrer giver mig et wildcard, siger Nicki Pedersen.

Et europamesterskab er ikke bare en drøm, men en realistisk mulighed. Han hæfter sig ved, at han i 2019 blev nummer syv ved EM, selv om han kun kørte tre ud af fire løb.

- Jeg var tæt på at blive europamester, men jeg blev skadet 25. august og gik glip af det sidste EM-løb. Jeg brækkede fire ribben, hånden og punkterede lungen.

- Jeg var kun et point efter den førende i EM-serien inden det sidste løb, så det var sgu op til mig selv at blive europamester eller ej. Nu må jeg bare blive det i 2020, hvor der er mere på spil, siger Nicki Pedersen.

Efter samarbejdsvanskeligheder med landstræner Hans Nielsen er hans tid på landsholdet forbi. Men selv om 2020 hverken byder på landsholdet eller VM-serien, får han stadig travlt.

Han er på kontrakt klubber i Polen, Danmark, Sverige og Storbritannien.

Flere af kontrakterne gælder også i 2021-sæsonen, og han regner med at fortsætte karrieren "mange år endnu".

Hans krop har det meget bedre, end da han efter et grimt styrt i 2017 var i tvivl, om han nogensinde kom tilbage på speedwaycyklen.

- Jeg mærker ingenting, jeg føler mig helt frisk. Jeg er heller ikke bange for potentielt farlige situationer. Hvis en fodboldspiller pludselig ikke tør gå ind i en tackling, så er det et tegn på, at man er ved at være færdig. Det samme gælder i speedway, og jeg er sgu ikke bange, siger han.

- Der er ingen grund til at gå på pension, for jeg brænder sgu for speedway hver eneste dag, og jeg værdsætter det, hver gang jeg får lov til at køre. Jeg kører, fordi jeg elsker sporten og tjener en skilling på det.

- Måske gør det ondt i ny og næ, når man skal løbe en tur, men jeg værdsætter stadig, at min hobby er blevet min livsstil og mit levebrød, siger eksverdensmesteren.

/ritzau/