Anden runde blev endestationen for den danske tennisspiller Elmer Møller i ATP 250-turneringen i rumænske Bukarest.

Onsdag tabte danskeren i to sæt, 2-6, 1-6, til argentinske Mariano Navone.

Møller, der ligger nummer 134 på verdensranglisten, var undertippet mod Navone, der er nummer 60 i verden, og niveauforskellen var til at se kampen igennem.

Når partierne skulle afgøres, var argentineren skarpest, mens der var for mange fejl i Elmer Møllers spil på afgørende tidspunkter. Baghånden, der ellers er et stort våben for danskeren, var også uskarp.

Det er anden ATP-turnering i træk, at Elmer Møller ryger ud i anden runde. Det samme var tilfældet i Chile i slutningen af februar. Siden har danskeren tabt to gange i første runde i et par Challenger-turneringer.

Møller havde tirsdag åbnet turneringen på gruset i Bukarest med en sejr mod hjemmebanehåbet Adrian Boitan, men modstanderen i anden runde var af en anden kaliber.

Allerede i kampens første parti fik Navone overhånden med et servegennembrud. Derfra viste Elmer Møller gode takter i første sæt, men muligheden for at bryde tilbage glippede.

I stedet brød argentineren igen og sikrede ved første mulighed sættet.

I andet sæt formåede danskeren faktisk at bryde Navone, men Møllers fejlmargen voksede samtidig i egen serv.

Ikke en eneste gang i sættet holdt danskeren serv, og symptomatisk for hvordan kampen udviklede sig, blev det afgjort med flere danske fejl i træk og et rent argentinsk parti i Møllers serv.

/ritzau/