Elmander ude i op til seks uger

fodbold
Det har været en sæson direkte til glemmebogen for Brøndbys svenske angriber, Johan Elmander. Fold sammen
Læs mere

Brøndby IF måtte undvære deres normale startangriber Johan Elmander i søndagens storsejr over FC Vestsjælland på grund af en fibersprængning i forlåret. Nu er dommen kommet. Elmander er ude i minimum tre uger - og måske helt op til seks uger.

Skaden kommer på en dårligt tidspunkt for Brøndby, der kæmper indædt om tredjepladsen i Superligaen, og det ærgrer cheftræner Thomas Frank.

»Johan fik et riv i låret til den afsluttende træning i lørdags, og det viser sig at være lidt værre end først antaget. Han er en vigtig del af holdet, så vi er ærgerlige over at måtte undvære ham i de kommende uger. Jeg er dog fortrøstningsfuld i forhold til, at andre spillere vil træde i karakter i stedet,« siger Thomas Frank til Brøndbys hjemmeside.

Netop andre spillere trådte til i søndagens 4-0-sejr over FC Vestsjælland, hvor blandt andet den 17-årige debutant Nikolai Laursen scorede sit første mål.

Johan Elmander har ikke imponeret i denne sæson, hvor det kun er blevet til én scoring.