Ellegaards drømmedebut

Kevin Stuhr Ellegaard snuppede straffespark, og lagde dermed grundstenen til Randers FC's 2-0-sejr over Viborg. Thomas Dalgaard dobbelt målscorer.

Stuhr, Stuhr nummer.

Den gode gamle cirkus-replik kunne passende bruges om Kevin Stuhr Ellegaards debut for Randers FC i SAS Ligaen. For den 24-årige keeper fik ikke mindre end en drømmedebut. Han stod sikkert og formidabelt kampen igennem og viste i alle indgreb, at han bliver en gevinst for kronjyderne.

Mest strålede Ellegaard dog midt i første halvleg. Viborg fik tilkendt et straffespark, som rutinerede Steffen Højer blev sat til at sparke. Men den mangeårige SAS-Liga-topscorers ellers udmærkede afslutning blev hentet helt ude ved foden af den ene stolpe af Ellegaard.

Og da indskiftede Thomas Dalgaard så scorede to gange i slutminutterne, var dagen perfekt for målmanden og hans holdkammerater.