Eksperter: Rasmussen står meget svagt

Juridisk har Michael Rasmussen ringe muligheder for erstatning eller oprejsning efter sin fyring fra Rabobank, vurderer eksperter. Først skal han stille med beviser for, at han ikke har løjet over for sin arbejdsgiver. I en erstatningssag skal han dernæst kunne godtgøre, hvor stort et økonomisk tab hans Tour-farvel har påført ham.

På sin vej væk fra Tour-cirkusset havde Michael Rasmussen svært ved at se ret meget længere frem i tiden end til en samtale med en advokat, da Berlingske Tidende i går var i kontakt med klodens mest omdiskuterede og jagtede cykelrytter.

»Jeg er ikke sikker på, hvad jeg skal sige, før jeg har talt tingene igennem med en advokat,« sagde Michael Rasmussen, der i sin tilstand nær chok endnu ikke har besluttet, om han vil gå rettens vej i et forsøg på at bevise, at hans version af, hvor og hvordan han forberedte sig på dette år Tour de France, er den sande.

Men hvis den detroniserede Tour-helt beslutter sig for at rejse en sag mod sin nu tidligere arbejdsgiver Rabobank, synes chancen for at få oprejsning eller erstatning ad juridisk vej at være ganske lille.

Uden håndfaste beviser for, at Michael Rasmussen taler sandt om sit træningsophold i Mexico i juni, var Rabobank formentlig i sin gode ret til at smide den danske Tour-rytter på porten med »løgnagtighed« og »manglende tillid« som begrundelse, siger Jens Evald, juraprofessor og formand for Anti Doping Danmark:

»Man skal huske på, at dette ikke er en sportsretlig sanktion (som ved f.eks. en regulær dopingsag, red.). Dette er et forhold mellem en ansat og en arbejdsgiver. Michael Rasmussen har efter reglerne pligt til at give oplysninger til sit hold om, hvor han er henne. Hvis han forbryder sig mod reglerne og bagefter benægter det over for arbejdsgiveren, så kan holdlederen med god ret hævde, at tilliden og loyaliteten er væk,« siger han.

Advokat Merethe Stagetorn har forsvaret bl.a. Bo Hamburger i en sag om påstået doping, og hun har set mange cykelrytteres ansættelseskontrakter:

»I de fleste kontrakter ligger der en absolut pligt til at oplyse sin arbejdsgiver om, hvor man er om man så er væk i et døgn til sin bedstemors begravelse. Hvis man forsømmer den pligt, kan man fyres, ja,« siger hun.

Forpligtelsen findes i de fleste, hvis ikke alle, nyere cykelrytterkontrakter, fordi holdene skal leve op til de internationale anti-dopingregler, der foreskriver, at rytterne uanmeldt skal kunne opsøges og testes for doping også uden for konkurrence.

Ingen indrømmelse
Over for Berlingske Tidende fastholder Michael Rasmussen, at han ikke har indrømmet nogen løgn over for Rabobank-cheferne, hvad holdets pressechef ellers meldte ud onsdag aften. Rasmussens hidtidige forklaring har været, at han var i Mexico uden mobiltelefon, fax eller computer i juni måned. Rabobank har på sin side eks-rytteren og cykelkommentator Davide Cassani, der påstår at have mødt danskeren i Dolomitterne, Italien, d. 13. juni på et træningstogt.

Det er ord mod ord, kan man sige men når Rabobank har et »vidne«, er Michael Rasmussen presset ud i at finde håndfaste beviser for sit mexicanske ophold, hvis han skal håbe på oprejsning, siger eksperterne:

»Han må hoste op med noget en kvittering, et stempel i passet, nogen, der har set ham. Man kan jo nærmest ikke blive smidt ud fra en helikopter midt i Sahara, uden at man har mindst én person til at bevidne det. Vi kalder det juridisk »opfordring til bevisførelse«. Rasmussen må komme med noget,« siger Merethe Stagetorn.

Hvis han kan det, har han så en sag?

»Ja, hvis han er blevet bortvist på forkert grundlag, kan han sikkert få erstatning. Og den kan blive meget høj, for havde han vundet Tour de France, så hans fremtidige økonomi nok væsentligt anderledes ud end nu,« siger forsvarsadvokaten.

Svært at dokumentere
Den vurdering er juraprofessor og Anti Doping Danmarks formand, Jens Evald, ikke helt enig i.

»Det er virkelig problematisk. Han skal kunne dokumentere, at han har haft udsigt til en indtjening af et bestemt omfang, og at han har tabt den uretmæssigt. Som sagen står, er det meget usikkert at rejse en erstatningssag,« siger han.

Han understreger, at der foreligger adskillige aspekter i sagen, som ikke er udredt. Han og Merethe Stagetorn er enige om, at der synes at være motiver for fyringen hos Rabobank, som ikke er kommet offentligheden for øre.

Ud over bortvisningen fra Rabobank risikerer Michael Rasmussen en disciplinærsag fra UCI, den internationale cykelunion. UCI afventer i øjeblikket flere oplysninger fra Rabobank. Får UCI derigennem beviser for, at Michael Rasmussen har løjet over for unionen, kan Rasmussen idømmes op til ét års karantæne.

Hvis han ikke allerede har fundet en advokat, kan Michael Rasmussen eventuelt ringe til Merethe Stagetorn, der i sin tid havde held med at redde Bo Hamburger ud af suppedasen.

»Nu fisker jeg absolut ikke klienter i pressen,« siger Stagetorn og tilføjer så:

»Men det er da en utroligt spændende sag.«