Ekspert: Presset kan tvinge Riis væk

Bjarne Riis vil gøre alt for at blive i cykelsporten. Men presset på ham kan blive så stort, at han kan blive tvunget til at forlade den, vurderer ekspert.

Selv om Bjarne Riis torsdag meddelte, at han ikke drager med sit hold Team CSC, når Tour-starten går på lørdag i London, er det ikke nødvendigvis et første skridt i retningen af et farvel til cykelsporten. Riis har en næsten livslang tilknytning til sporten, som gør, at han vil kæmpe til det sidste. Men det store pres fra omverdenen kan blive Riis' endeligt.

Det vurderer DR's sportschef, Olav Skaaning Andersen, der tidligere har lavet dokumentarprogrammer om doping i cykelsporten.

- Cykelsport betyder utrolig meget for Bjarne Riis. Så jeg tror, at han vil gøre alt, hvad han kan for at klamre sig fast. Men presset kan blive så stort mod ham, at han kan blive tvunget til at gå, siger Olav Skaaning Andersen. /ritzau/