Ekspert: Magnussen skal holde utilregnelig Senna-stil

John Nielsen råder Kevin Magnussen til at fortsætte den utilregnelige stil, der minder om Ayrton Sennas.

Kevin Magnussen har opnået point i to af de første fire grandprixer i Formel 1-sæsonen. Bedst gik det i Bahrain, hvor han fik en femteplads. Scanpix/Josep Lago/arkiv Fold sammen
Læs mere

Racerkøreren Kevin Magnussen skal søndag jagte point i Formel 1-grandprixet i Barcelona, hvor han starter i syvende position.

Magnussen har efter de fire første løb kørt sig til 11 point, men de er ikke kommet uden sammenstød.

Ved det seneste løb i Aserbajdsjans hovedstad, Baku, havde danskeren et sammenstød med den franske kører Pierre Gasly, hvilket kostede en straf på 10 sekunder. Efter løbet sendte Gasly en alvorlig svada afsted.

- Kevin er den farligste kører, jeg nogensinde har kørt race mod, lød det fra Gasly.

- Han har altid været sådan her. Han har altid kørt hårdt.

I den forgangne sæson var Magnussen i karambolage med tyske Nico Hülkenberg. Det fik tyskeren til at kalde Magnussen for "den mest usportslige kører", hvortil danskeren svarede; "suck my balls" for rullende kameraer.

Selv om den 25-årige dansker måske ikke får gode venner i feltet, skal han holde fast i den hårde stil. Det mener John Nielsen, der kommenterer Formel 1 på TV3.

- Det er den måde, han kører Formel 1 på, og det er den måde, han konkurrerer på. Han har lagt den hårde stil, og den skal han holde ved. Han skal ikke lave om på den nu og blive blød, for så griner de andre af ham.

John Nielsen påpeger, at hverken Magnussen eller nogen anden kører er i Formel 1 for at få venner. De har en gensidig respekt for hinanden, men i øjeblikket ved de andre ikke, hvor de har den unge Haas-kører.

- Han er bare lidt utilregnelig, og det er måske det, som generer de andre. Men det er mest dem, der får baghjul, som råber højt. Man hører sjældent noget fra topkørerne, siger John Nielsen.

Den kørestil får John Nielsen til at sammenligne danskeren med en af de største Formel 1-kørere i historien - brasilianske Ayrton Senna.

- Senna havde den samme stil. Når han kom i bakspejlet, så flyttede de sig. Jeg tror, at det er det, som Kevin stiler efter - at de ikke kan flytte rundt med ham. Det er en hård stil, som kræver selvtillid, lyder det.

Kevin Magnussen måtte i sidste uge kommentere på en artikel, hvor han fejlagtigt var blevet citeret for at sige, at han ville dø i sin racer.

I den forbindelse pointerede han blandt andet, at han havde undskyldt til Gasly for sammenstødet.

Han skrev dog på Twitter, at han fortsat vil give alt.

- Jeg lever min barnedrøm om at køre Formel 1. Jeg har levet hele mit liv efter at opnå den drøm, så det er kun naturligt for mig, at jeg giver absolut alt, hvad jeg har, for at opnå succes, skrev han.

Med sine 11 point ligger Kevin Magnussen nummer 12 forud for søndagens løb, der begynder klokken 15.10.

/ritzau/