Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Fodboldekspert Morten Bruun er overbevist om, at Laudrups fyring i Swansea er resultatet af et langt og anstrengt forhold til klubledelsen frem for manglende sportslige resultater.
- Der er helt åbenlyst tale om en lang magtkamp, der er kulmineret nu. Det er selvfølgelig svært at forestille sig, at han med otte point mere, var blevet fyret. Så fyringen har noget med resultaterne at gøre, men det hele begyndte allerede i sommer, da Swansea meldte ud, at de ikke ville have noget med Bayram Tutumlu (Michael Laudrups agent, red.) at gøre. På det tidspunkt var det spændende at se, om Laudrup ville sige 'game over', siger Morten Bruun.
Fodboldeksperten minder også om, at Michael Laudrup er meget fintfølende i forhold til, hvor meget klubledelsen i Swansea har blandet sig i hans arbejde. Og der er noget, der tyder på, at Michael Laudrup ikke er så nem at arbejde sammen med, mener Morten Bruun.
- I det sekund, at Swansea foreslog, at Garry Monk (ny midlertidig træner, red.) skulle tiltræde i staben, tænkte jeg, at nu bliver han fyret. Det kunne jeg slet ikke se ske.
- Så var der transfervinduet, som Swansea gik ind til med mange skader, og det var tydeligt, at de skulle have kraftige forstærkninger. Men der er ingen, der skal tro, at Marvin Emnes og David N'Gog er verdens mest talentfulde spillere. Michael Laudrup har holdt lav profil omkring det, men der er ikke tvivl om, at han har været utilfreds med det.
Selvom Michael Laudrup nu kommer til fremstå som en mand, der er svær at samarbejde med, udelukker det ikke, at andre klubber vil nærme sig den danske manager, forklarer Morten Bruun.
- Han er rimelig kompromisløs om nogle ting, men han har lavet fine resultater, bortset fra opholdet i Spartak Moskva. Og han er jo ikke umulig som manager. Han har god tæft på transfermarkedet og et spilkoncept, som han tror. Og til trods for fyringerne fremstår han stadig som en gentleman med sin fortid i Barcelona og Real Madrid. Han kan sagtens få job igen, siger Morten Bruun.