Ekspert: Der kan opstå konflikt mellem Magnussen og Haas

Kevin Magnussens fremtid hos Haas blæser i vinden. Men han skal nok få et Formel 1-sæde, siger ekspert.

Kevin Magnussen er klar til sin fjerde sæson hos Haas, men endnu ved han ikke, om det bliver den sidste. (Arkivfoto) Lluis Gene/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

København. Den danske Formel 1-stjerne Kevin Magnussen har kontraktudløb med Haas-holdet til nytår. Selv om han har option på et år mere, så er det usikkert, om han fortsætter på holdet.

Grundet coronakrisen har Haas ifølge teamchef Günther Steiner slet ikke tænkt på kørersammensætning til næste sæson endnu. Det sagde han på en videokonference for små to uger siden.

Samtidig afviste han ikke, at en såkaldt betalingskører kan blive aktuel for det lille hold.

En betalingskører er en, der selv kommer med en stor pose penge, som regel med en sponsor i ryggen, og køber sig til sædet. Det kan være attraktivt efter en økonomisk afmattende coronapandemi, som også har ramt Haas.

- Haas har jo udtalt, at de ikke har nogen modifikationer til bilen, fordi de først vil se, hvor mange penge de får ind (når løbene kommer i gang, red.), siger den tidligere racerkører John Nielsen, som i dag er ekspert hos TV3 Sport.

- Hvis man lægger det oveni, at Steiner for nylig sagde, at de ikke var helt afvisende over for betalingskørere, så indikerer det jo, at alt ikke er vel. Og Kevin har været ude og sige, at skal jeg betale, så kører jeg ikke. Der kan godt komme en konflikt.

Formel 1-feltet åbner den stærkt forsinkede og forkortede sæson i den kommende weekend i Østrig. Der vil Kevin Magnussen være en del af feltet.

Selv om han skulle ende med at forlade efter sæsonen, så behøver de danske fans ikke at frygte for, om Magnussens Formel 1-karriere er slut, siger John Nielsen.

- Kevin er så etableret i dag, så han er i alles bøger, men der er ikke en åbning i et topteam, og der er han ikke øverst på listen. Men han er med som et emne, mener han og giver sit bud på, hvilket niveau Magnussen nok vil ramme.

- Så skal han tilbage til Renault eller sådan noget.

Kevin Magnussen kørte i 2016 en enkelt sæson for Renault uden den store succes.

/ritzau/