Ehlers stråler på tærsklen til den ultimative triumf
Med Nikolaj Ehlers i en hovedrolle er Carolina Hurricanes tæt på at sikre sig ishockeysportens største trofæ.

Med Nikolaj Ehlers i en hovedrolle er Carolina Hurricanes tæt på at sikre sig ishockeysportens største trofæ.

Carolina Hurricanes mangler kun én sejr for at vinde finaleserien om Stanley Cup mod Vegas Golden Knights.
Og hvis det lykkes holdet fra North Carolina at sikre sig ishockeysportens mest prestigefyldte trofæ, vil bedriften have et stort dansk aftryk.
Frederik Andersen har i perioder været en levende mur i målet. Men det er frem for alt Nikolaj Ehlers, der har funklet på sportens allerstørste scene.
17 point i 17 slutspilskampe og en række afgørende aktioner har gjort nordjyden til et af sit holds mest iøjnefaldende spillere.
Alene i kamp fem natten til fredag leverede Ehlers tre assister, og hans maskerede oplæg til Andrei Svechnikovs 4-2-scoring fik publikum til at brøle af begejstring.
- At vi har fået ham, gør os meget sværere at spille imod. Vi har ikke behøvet at ændre vores spil, men han har gjort os langt mere eksplosive.
- Det er en fyr, der kan vinde kampene for os. Når det er tæt, og vi har brug for et mål, har han evnen til stort set at gøre det på egen hånd, lød det efter kampen fra Carolinas træner, Rod Brind’Amour.
I Danmark følger den mangeårige NHL-spiller Mikkel Bødker intenst med i sine tidligere landsholdskollegers bedrifter på isen.
Han mener, at Nikolaj Ehlers "fortjener hver en krone, han får ind på bankkontoen".
- Det er en stjerne i fuld udfoldelse, der virkelig gør det fremragende. Man kan ikke være andet end dybt, dybt imponeret over det, han løber og laver, siger Bødker.
Så positive har anmeldelserne af Ehlers' slutspilspræstationer sjældent været i hans 11 år lange NHL-karriere.
I Winnipeg Jets, hvor han spillede de første ti år, blev han af den kritiske del af fanskaren anset som en spiller, der kunne være fantastisk i glimt, men for ofte forsvandt, når det blev alvor.
Det billede har ændret sig radikalt efter skiftet til Carolina. Ehlers har stået bag en stribe afgørende aktioner, og i 17 slutspilskampe er han 7 gange blevet valgt til en af banens tre bedste spillere.
- Der er altid blevet sat spørgsmålstegn ved hans slutspilsformåen, og det har Nikolaj ikke kunnet undgå at høre.
- Jeg tror nu ikke, at det har gået ham så meget på, for han stoler virkelig meget på sine egne evner. Men det føles helt sikkert ekstra godt for ham at bevise, at at han virkelig kan, når det gælder, siger Mikkel Bødker.
Det tog lidt tid for Ehlers at finde sine fødder i Carolina, hvor han egentlig var udset til at være sidste brik i en sprængfarlig førstekæde med Seth Jarvis og Sebastian Aho.
Men det kom ikke rigtig til at fungere, og danskeren lavede hverken mål eller assister i sine første fem kampe.
- Vi spillede ikke særlig godt sammen, selv om vi egentlig fik skabt en del chancer. Og det blev lidt træls, når man ikke lavede nogen point. Samtidig kørte det supergodt for holdet, så det var svært for trænerne at lave om.
- Men til sidst var de nødt til at skille os ad. Man skal skifte lidt rundt i kæderne engang imellem for at finde noget momentum, sagde Ehlers i et interview med Ritzau i februar.
Efter flere eksperimenter fandt trænerstaben en lidt utraditionel løsning. Den danske individualist blev sat i en defensiv knoklekæde med garvede gutter som Jordan Staal og Jordan Martinook.
Det lignede en nødløsning på papiret, men pludselig fik han den plads, han skulle bruge. Samtidig har han i hele sæsonen haft en central rolle i holdets bedste powerplay-formation.
- Carolina er et hold uden kæmpestjerner. Der er rigtig mange dygtige spillere på nogenlunde samme niveau, og det ser ud til at passe Nikolaj rigtig godt bare at være en del af stjernepakken, siger Mikkel Bødker.
Før denne sæson var der kun to danskere, der havde prøvet at spille finale om Stanley Cup.
Lars Eller nåede til tops med Washington Capitals i 2018 og blev første danske vinder. Syv år tidligere led Jannik Hansen sammen med Vancouver Canucks et bittert nederlag efter en syvende og afgørende kamp mod Boston Bruins.
De allerfleste når aldrig så langt. Mikkel Bødker nåede semifinalen med Phoenix Coyotes i 2012 og kom aldrig siden i nærheden af finaleserien.
- Stanley Cup er det ypperste, man kan vinde i ishockey sammen med OL. Det er det sværeste trofæ at vinde, fordi det er så voldsomme kampe og så hårdt at gå igennem.
- Det er en kæmpe begivenhed for dansk idræt, at vi har to spillere i finalen. Og de har jo ikke bare været med på holdkortet. De har en kæmpe andel i det. Det er nærmest en historie i sig selv, siger Bødker.
Carolina Hurricanes fører med 3-2 over Vegas Golden Knights. Der skal fire sejre til at vinde titlen.
De to hold mødes igen i Las Vegas natten til mandag. Her kan hjemmeholdet tvinge serien ud i en syvende og altafgørende kamp. Eller Nikolaj Ehlers og Frederik Andersen kan skrive dansk ishockeyhistorie.
/ritzau/