Egypten følger med Ghana videre i Africa Cup

Et eminent frisparksmål af Mohamed Salah sendte Egypten videre i Africa Cup of Nations.

Mohamed Salahs frisparksmål var en sand perle. Scanpix/Justin Tallis Fold sammen
Læs mere

Port-Gentil. Egypten er klar til kvartfinalerne i Africa Cup of Nations som den sidste nation.

Onsdag slog Egypten gruppekonkurrenten Ghana med 1-0, og dermed overhaler Egypten onsdagens modstander og snupper førstepladsen i gruppe D.

Forud for kampen var Ghana sikker på avancement efter sejre over Uganda og Mali, og holdet kunne derfor spille uden pres modsat egypterne.

Allerede tidligt i kampen blev presset forvandlet til forløsning, da Roma-kanten Mohamed Salah hamrede sit hold foran direkte på frispark.

Bolden lå i buen foran feltet, og Salah valgte at give den fuld hammer. Selv om skuddet var i målmand Brimah Razaks side, kunne han blot kigge på kanonkuglen, der strøg i nettet.

I gruppens anden kamp spillede Mali og Uganda 1-1. Mali kunne være gået videre med en sejr, hvis Egypten havde tabt til Ghana.

Med gruppespillet afgjort ser kvartfinalerne således ud:

* Burkina Faso - Tunesien.

* Egypten - Marokko.

* Senegal - Cameroun.

* DRCongo - Ghana.

Opgørene spilles lørdag og søndag i Gabon.

/ritzau/