Egypten er klar til at møde Danmark i mellemrunden

Egypten vandt med fem mål over Angola ved håndbold-VM og er klar til at møde Danmark i mellemrunden.

Egypten ses her i kampen mod Sverige. Den kamp tabte egypterne, men holdet fra det nordlige Afrika er alligevel videre til mellemrunden ved VM. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Sverige, Ungarn og Egypten bliver Danmarks modstandere i mellemrunden ved herrernes VM i håndbold.

Det står klart, efter at Egypten som det sidste hold spillede sig videre fra gruppe D torsdag eftermiddag. Det skete med en sikker 33-28-sejr over Angola i Royal Arena i København.

Egypten har spillet uafgjort med Ungarn og tabt til Sverige, og derfor tager egypterne et point med over i mellemrunden, hvor de tre hold fra gruppe B parres med de tre hold fra Danmarks gruppe, gruppe C.

Havde Egypten tabt til Angola, skulle Qatar og Argentina spille om at gå videre i deres indbyrdes kamp senere torsdag, men den kamp har ikke længere betydning i forhold til mellemrunden.

Torsdag aften spiller Sverige og Ungarn en decideret gruppefinale, der får betydning for, hvor mange point de to hold tager med over i mellemrunden.

Før kampen er Sverige sikker på at få mindst to point med videre, mens Ungarn er sikker på at få mindst et point med. Det opgør begynder klokken 20.30.

/ritzau/