21-årige Peter Vindahl spillede mandag sin anden kamp i Superligaen for FC Nordsjælland, og den unge målmand spillede flot mod Brøndby - men til sidst gik det galt.
En aflevering tæt på mål strøg imellem benene på ham, og så scorede Brøndby til 1-1 i overtiden.
Den situation gik ham tydeligvis på efter opgøret, men han tog en ganske rationel tilgang til den store fejl.
- Det irriterer mig grænseløst, men jeg må bare lære af det og komme videre. Når man er målmand, så sker den slags indimellem.
- Jeg er frustreret på holdets vegne, fordi det betød, at vi ikke fik de tre point, siger Peter Vindahl.
Han var ikke stolt af situationen, da han slentrede i omklædningsrummet.
- Man hænger lidt med hovedet. Det er selvfølgelig den situation, jeg husker tilbage på i de første par timer efter kampen, siger han.
Selvom FCN smed sejren i overtiden på grund af Peter Vindahls fejl, så havde cheftræner Flemming Pedersen ingen intentioner om at hænge målmanden ud.
- Peter lærer af det, og vi bebrejder ikke hinanden noget. Det er en del af gamet - alle laver fejl.
- En målmand er betydeligt mere udsat ved fejl, end hvis en angriber mister bolden, siger Flemming Pedersen.
21-årige Peter Vindahl fik superligadebut i den forrige kamp mod FC Midtjylland. Han har slået den tidligere danmarksmester Nicolai Larsen af på målmandsposten, og han nyder at få spilletid.
- Det er super-fedt. Det er vigtigt for en ung knægt som mig at få noget erfaring så tidligt som muligt. Det er altafgørende i forhold til fremtiden.
- Nu ved jeg, hvordan det er at spille i Superligaen, og det vil jeg tage med mig, uanset hvad der kommer til at ske i fremtiden, siger Peter Vindahl.
Den unge keeper har spillet to kampe for U21-landsholdet.
/ritzau/