Efter anholdelse: Superstjerne giver lyd fra sig

MMA-kæmperen Conor Mcgregor åbner nu op, efter han blev anholdt for en bizar hændelse.

I den amerikanske storby Miami blev han sigtet for at have taget en fans telefon, hoppet på den og efterfølgende have stjålet den ved at tage den med sig.

Derfor blev han anholdt af politiet, men blev senere løsladt mod kaution. Ifølge flere medier lød kautionen på omkring 12.500 dollars. Det bliver 82.000 danske kroner.

Nu fortæller Mcgregor via sin Instagram-konto, at han må arbejde på sin tålmodighed.

»Tålmodighed i denne verden er en dyd, jeg bliver ved med at arbejde på. Jeg elsker mine fans inderligt. Tak til jer alle,« skriver han i et opslag.

Conor Mcgregor er en af MMA-verdens allerstørste navne. I politirapporten vedrørende hændelsen stod der:

'Ofret forsøgte at tage et billede af den anholdte med sin mobiltelefon. Den anholdte slog mobilen ud af ofrets hånd, hvilket fik den til at falde til jorden', lyder det i rapporten ifølge BBC.

'Den anholdte trampede derefter på ofrets mobiltelefon flere gange, så den gik i stykker. Den anholdte samlede derefter ofrets telefon op og forlod stedet med den, for dermed at berøve ham den. Den anholdte blev fundet og arresteret.'

Værdien af telefonen skal angiveligt være 1.000 dollar.

Det er ikke første gang, at Conor McGregor har haft problemer med ordensmagten.

Sidste år blev han dømt til at begynde i vredeshåndtering - foruden fem dages samfundstjeneste - efter han angreb en bus, hvori nogle UFC-rivaler sad.