EfB-sportschef om trænerjagt: Ikke noget på plads endnu

Esbjerg har stadig ikke ansat en træner en måned efter fyringen af John Lammers. Klubben er dog godt i gang.

Esbjerg er ifølge sportschef Jimmi Nagel Jacobsen nået et godt stykke vej i arbejdet med at finde en ny træner, men han er stadig ikke på plads, over en måned efter den tidligere træner, John Lammers blev fyret.

- Vi er et godt stykke inde i processen, men der er ikke noget på plads, før vi melder noget ud, siger han.

Lammers blev fyret den 16. september efter et nederlag til Randers FC og en dårlig start på sæsonen.

Sportschefen var dog allerede dengang klar over, at det ville tage tid at finde en ny træner.

- Da vi tog beslutningen, vidste vi også, at vi skulle ud i et marked, hvor der ikke stod en masse ledige trænerprofiler og ventede på et job. Så vi vidste, det kunne tage tid, siger han.

Derudover vil klubben også være grundig, før den vælger sin nye træner.

- Vi ønsker også at være ekstremt grundige for at finde den langtidsholdbare løsning, som vi mener, er den rette for klubben, siger Jimmi Nagel Jacobsen.

Ét af kriterierne til den langtidsholdbare løsning er, at træneren skal være villig til at bruge klubbens unge spillere.

- Han skal kunne vinde nogle fodboldkampe og få os på rette kurs på den korte og den lange bane. Og så skal han synes, at den måde, vi arbejder på med spillere fra eget akademi, er spændende, siger han.

Esbjerg ligger næstsidst i Superligaen i en sæson, hvor der skal findes tre nedrykkere.

Det gør dog ikke, at sportschefen føler sig presset til at hente en træner hurtigst muligt, fortæller han.

- Vi skal ikke ud og handle i panik og få en, der ikke er den rette på den lange bane, siger han.

Spillertruppen har ifølge Esbjergs kantspiller Mathias Kristensen ikke fokus på, hvornår den nye træner kommer.

- Vi tænker ikke over det. Vi har gang i nogle gode ting både på træningsbanen og i kampe. Så det er ikke et problem, siger han.

/ritzau/