Dybala sørger for kneben Juventus-sejr i Bologna

Bologna ramte stolpen i overtiden mod Juventus, som kunne rejse hjem til Torino med en smal 1-0-sejr.

Juventus-angriberen Cristiano Ronaldo (til højre) lykønsker angrebskollegaen Paulo Dybala, som scorede det eneste mål i kampen mod Bologna. Tiziana Fabi/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Bologna. Juventus rejste sig fra onsdagens skuffelse i Champions League, hvor Torino-klubben tabte 0-2 ude til Atlético Madrid i den første af to ottendedelsfinaler.

Søndag vandt Juventus med 1-0 ude over Bologna i Serie A, og dermed suser det ubesejrede tophold fortsat i sikker stil mod det ottende mesterskab i træk.

Med sejren har Juventus på førstepladsen 69 point efter 25 kampe, mens Napoli på andenpladsen halter efter med 56 point efter 25 kampe. Napoli vandt senere søndag med 4-0 ude over Parma.

Bologna var dog godt med i søndagens opgør, og bundholdet duftede længe til point mod Juventus.

Tilmed havde Bolognas angriber Nicola Sansone en afslutning, der ramte stolpen i overtiden.

Men Juventus havde heldet til at hente de tre point, og det var takket være en scoring af den indskiftede angriber Paulo Dybala.

Argentineren kom på banen efter 59 minutter i stedet for backen Alex Sandro i en offensiv satsning, og den gav pote otte minutter senere.

Dybala stod det rigtige sted, da Bologna-stopperen Filip Helander ikke formåede at sparke et indlæg fra Juventus-spilleren Blaise Matuidi ud af farezonen.

Svenskeren kom ufrivilligt til at lægge bolden til rette for Dybala, som nemt kunne sætte 1-0-målet ind fra tæt hold.

Bologna, der havde den tidligere FC København-angriber Federico Santander med i hele kampen, magtede ikke at svare igen.

Tidligere søndag vandt Sampdoria hjemme med 1-0 over Cagliari.

Den danske U21-landsholdsspiller Joachim Andersen spillede hele kampen i Sampdorias centrale forsvar.

Kampens eneste mål blev scoret af angriberen Fabio Quagliarella på et straffespark efter 66 minutter.

Endnu en dansker var i aktion i en af de andre kampe.

Den danske landsholdsspiller Lukas Lerager spillede de første 57 minutter for Genoa, som spillede 0-0 ude mod Chievo.

Søndagens sidste Serie A-kamp mellem Fiorentina og Inter sluttede dramatisk.

Hele ni minutter inde i kampens overtid fik Fiorentina således tildelt et straffespark, som Jordan Veretout sendte i kassen til slutresultatet 3-3.

/ritzau/