Duncans dumhed

Brøndby-ledelsen vil ikke afsløre, hvad der skal ske med Morten »Duncan« Rasmussen, som »fejrede« AGF-nederlaget med en uheldig bytur.

Morten Rasmussen undskylder nu en bytur efter nederlaget til AGF og accepterer de eventuelle sanktioner, han vil blive mødt med fra Brøndby-ledelsen. <br>Foto: Henning Bagger/Scanpix 2007 Fold sammen
Læs mere

I foråret havde Morten »Duncan« Rasmussen så stor succes for Brøndby, at han blev udtaget til landsholdstruppen forud for sommerens EM-kval-kampe.

I dag er den tidligere AGFer derimod et symbol på Brøndbys aktuelle og meget alvorlige nedtur. For efter lørdagens nederlag tog han i byen og fik en på hovedet, så han nu har et blåt øje. Selv om han godt vidste, at man som professionel Brøndby-spiller ikke tager på diskotek efter et 0-1-nederlag som det mod AGF.

»Det er rigtigt, at jeg var ude efter kampen, hvilket jeg ikke burde have været. Det beklager jeg overfor alle, og det er ikke den rigtige måde at tackle et nederlag på. Jeg var ked af kampen, resultatet og situationen, men naturligvis skal det ikke ende, som det gjorde, uanset at slaget kom pludseligt og helt uprovokeret, som jeg oplevede det,« udtalte Morten Duncan Rasmussen i går til Brøndbys egen hjemmeside.

Den unge angriber har overfor klubledelsen allerede gjort det klart, at han accepterer de sanktioner, han måtte blive mødt med. Og i det hele taget forsøgte han i går at glatte ud.

»Igen vil jeg gerne undskylde overfor fans, medspillere og klubbens samarbejdspartnere at jeg havnede i sådan en situation. Jeg er også ked af, at historien er blæst sådan op, men man må regne med ekstra opmærksomhed, når man spiller i en storklub som Brøndby IF, og det ved jeg jo godt,« fortsatte han.

Det kommer imidlertid ikke som nogen overraskelse, at den 22-årige frontløber har været en tur i byen, for da han var AGFer, blev han også afsløret i at »fejre« et nederlag med fadøl, hvilket dengang resulterede i en karantæne fra førsteholdet.

Ifølge Brøndbys hjemmeside var Morten »Duncan« Rasmussen dog angiveligt blot beruset lørdag aften, mens Ekstra Bladet mener at vide, der var tale om en brandert, og at han tilmed provokerede nogle af de andre gæster i byen.

Brøndbys sportschef Anders Bjerregaard vil ikke sige, hvordan man vil tackle episoden:

»Det er en sag, vi tager internt. Vi har nogle klare aftaler med alle spillere omkring disciplinen, og de skal overholdes, længere er den ikke. Eventuelle konsekvenser holder vi mellem de implicerede parter.«