Drømmegrænsen er stadig langt væk

I øjeblikket findes der ikke de helt store profiler i mændenes længdespring. Men det kræver også spring i nærheden af verdensrekorden, og p.t synes det først spring over ni meter meget langt væk.

Storbritanniens Andrew Howe har i år sprunget 8,25 meter, og i dagens finale ved VM i Osaka i Japan kan han sagtens komme til at blande sig i topstriden. I gårdagens kvalifikation var han femtebedste mand med et spring på 8,17 meter. Foto: Gabriel Boyus/AFP Fold sammen
Læs mere

Rekorderne er på godt og ondt en stor del af atletikkens sjæl. Når de bedste atleter i verden er tæt på eksempelvis verdensrekorden skaber det fascination. Når de er langt fra, kan det i værste fald overskygge gode præstationer og selv spændende konkurrencer.

Mændenes længdespring er en af de discipliner, som på forskellig vis har været meget præget af verdensrekorden.

En af atletikkens mest berømte verdensrekorder satte amerikanske Bob Beamon i 1968, hvor han i Mexico Citys tynde luft >>sprang ind i det næste århundrede, som man sagde, ved at vinde OL-guld med 8,90 meter. Det var en forbedring af den eksisterende verdensrekord på over en halv meter, og det var nærmest ikke til at forstå, at det kunne lade sig gøre.

Bob Beamons rekord var i mange år en af de mest omtalte og berømte begivenheder i international sport, og TV-billederne af ham blev vist igen og igen. Men fordi der de efterfølgende knap 15 år ikke var nogen, der var i nærheden af rekorden, fik mændenes længdespringskonkurrencer ikke den helt store opmærksomhed i den periode.

Og hvor mange husker i dag olympiske mestre som Randy Williams og Arnie Robinson. De to amerikanere vandt guld i henholdsvis 1972 og 1976 med ellers gode spring på 8,24 og 8,35, men det var først i 1980, at en olympisk mester igen fik masser af opmærksomhed.

DDR-springer slog til

For østtyskeren Lutz Dombrowski vandt guld med et spring på 8,54, hvilket både var europarekord og verdens næstlængste i historien.

I de efterfølgende år skabte superstjernen Carl Lewis så konstant fokus på disciplinen igen, men trods potentialet til det, lykkedes det ham aldrig at få verdensrekorden.

Ved VM i Tokyo i 1991 var Carl Lewis tæt på, men her var det i stedet for hans rival og landsmand Mike Powell, der snuppede den i alle tiders bedste længdespringskonkurrence.

I 1990erne overtog cubanske Ivan Pedroso tronen som den bedste. Men han var ofte for suveræn til at gøre konkurrencerne ved VM rigtig spændende, og heller ikke han kunne slå verdensrekorden.

Ivan Pedroso sprang godt nok 8,96 ved et stævne i Italien i 1992, men fordi der var tvivl om, hvorvidt vindmåleren havde fungeret korrekt, blev rekorden ikke anerkendt.

Stævnet blev i øvrigt vundet af Mike Powell med 8,99, hvilket er det længste spring, der er blevet noteret. Men her var der med sikkerhed alt for megen medvind, og derfor var der ikke tale om nogen rekord.

Manglende fokus

I de senere år er der ingen, der har været tæt på verdensrekorden, og derfor har der ikke for alvor været den store fokus på disciplinen. Men måske er der ved at ske lidt. Måske.

Således har Irving Saladino fra Panama viste et meget højt niveau og masser af stabilitet de seneste par år. Endnu er hans bedste forsøg på >>blot#

Og så har grækeren Louis Tsatoumas i år sprunget 8,66 meter. Det næstbedste af en europæer nogensinde, og han er kun 25 år. Men han er p.t. skadet og derfor ikke med ved VM.

Favorit til at vinde guld i dagens finale ved VM i Osaka er nok den forsvarende mester, Dwight Phillips, der har 8.60 meter som sit bedste resultat.

Bedst i gårsdagens kvalifikation var sydafrikaneren Godfrey Mokoena med 8,28 meter, og springer Dwight Phillips og Irving Saladino ikke op til deres allerbedste, kan både han og flere andre sagtens komme til at blande sig i guldkampen. Som i så fald vil blive endnu en længdespringskonkurrence, som næppe går over i historien.

www.iaaf.org

Se alle resultater fra tidligere verdensmesterskaber med mere.