Drengen tog første stik i Skotland

Sergio Garcia spillede sig helt frem i favoritfeltet som førsteudfordrer til Tiger Woods. Thomas Bjørn og Anders Hansen fik fin start på British Open.

Thomas Bjørn på 16. fairway under 1, runde af British Open Golf Championship i Carnoustie, Skotland, Bjørn hænger på i førerfeltet på en delt 13. plads, et slag under banens par. Foto: David Moir/Reuters Fold sammen
Læs mere

»Det ser ud til, at den vigtigste kølle i denne uge er paraplyen,« sagde Sergio Garcia forud for sin første runde i British Open på Carnoustie. Han stod ansigt til ansigt med den bane, som var tæt på at smadre hans selvtillid tidligt i karrieren, hvor han blot gik under kælenavnet El Niño. Under British Open i 1999 havde den 19-årige spanier blot været professionel i tre måneder, da han efter to runder måtte rejse hjem med en score på +30!

I går kunne Garcia glemme alt om paraplyen, da han kom til at gå i tørvejr. I stedet kunne han flashe sin fine nye navleputter, som skal hjælpe ham ud af hans evindelige putteproblemer. Og man gik på banen med fornemmelsen af, at han selv med en paraply i hænderne kunne have sænket sin bold. Gang på gang lukkede han hullerne sublimt og kunne følge sit navn i ekspresfart op til toppen af leaderboardet. Garcia fører med seks under par to slag foran irske Paul McGinley.

Imens kunne amatøren Rory McIlroy vise, hvordan man holder nerverne i ro. Den blot 18-årige nordirer gik en fejlfri runde i tre under par efter 15 pars og tre birdies. Imponerende af en knægt, som ligner en 13-årig, men spiller som en gammel rotte. I dag har han ét slags forspring til Tiger Woods i toppen af leaderboardet og yderligere et slag til Bjørn.

God start for danskerne
De to danskere fik nemlig en fornuftig start på British Open. I silende regnvejr åbnede Thomas Bjørn sit 12. forsøg på at hente den pokal, han ønsker sig mere end noget andet. Han røg omgående ud på noget af en karruseltur og strøg op og ned på leaderboardet. Fire ærgerlige bogeys blev dog mere end ophævet af fem flotte birdies, inden Bjørn nåede frem til hul 14. Her besluttede danskeren at skrue det sikre spil på og trille sikkert i klubhuset med fem pars og en runde i et slag under banens par.

Bjørn leverede en del løse slag med sine jern, men var dagen igennem begunstiget af en brandvarm putter. Den løftede ham ud af mange vanskeligheder. Da han sænkede et svært birdieputt på hul 13, var han da heller ikke sen til at kigge mod den regntunge himmel over Carnoustie og takke sin skaber med et bredt smil.

»Vi er i gang med en maraton her, og jeg er naturligvis glad for at komme ordentligt i gang. Det er vigtigt, at min putter var med mig, ellers kan man hurtigt forvandle en god runde til en skidt runde. Men British Open bliver ikke vundet på førstedagen, så det gælder bare om at hænge i, så man har chancen senere i turneringen,« sagde en tilfreds Bjørn efter runden.

Anders Hansen spillede i går eftermiddags og lå længe til at tangere Thomas Bjørns runde i minus 1. Men ligesom mange af kollegaerne tabte han afgørende slag på de sidste tre svære huller. Han holder sig dog inde i top 50, hvilket han er meget godt tilfreds med.

»Jeg spillede egentlig bedre i dag, end jeg normalt gør på linksbaner (baner ofte med ujævne fairways, tykke roughs og små, dybe bunkere, red.). Jeg arbejder på at blive bedre til at spille under disse forhold, for det er ærgerligt ikke at kunne spille links, når nu man har lagt et af de største golfmesterskaber på netop sådan en bane,« fortalte Anders Hansen på vej ind til sit hotel og et velfortjent hvil.

I dag er det Hansens tur til at komme tidligt op, mens Thomas Bjørn skal håbe på godt vejr i eftermiddag, hvor fårene skilles fra bukkene.