Drama ved de gamles afdansningsbal

En gang kunne de tryllebinde en hel verden, men de legendariske europæiske navnes dage er ved at være talte. Nick Faldo, Ian Woosnam, Jesper Parnevik og Bernhard Langer havde deres momenter ved British Open, men holdt ikke i det lange løb. Parnevik ydermere diskvalificeret efter koks med scorkort.

Nick Faldo startede svingende, men spillede en runde i 67 slag i går og er pænt med på banen, der i går viste mere menneskelig.<br>Foto: Rebecca Naden Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

SANDWICH

British Open på St. George's var stedet, hvor de gamle mestre kunne brillere. Sådan blev det udlagt på forhånd. Her var der ikke brug for de lange drives, men for den intelligente golfspiller, der lader erfaringen tale.

De gamle europæiske topnavne havde da også deres momenter, men da tæppet for alvor gik op i går på den såkaldte »moving day«, hvor spillerne bringer sig i position til dagens nervespækkede afslutningsrunde, var de 45-årige Nick Faldo og Ian Woosnam og 38-årige Jesper Parnevik ikke med, hvor det var sjovt.

Ikke fordi de ikke gjorde deres til det - Nick Faldo især med en runde i 67 slag. Men fordi de ikke kan gøre det fire dage i træk, og fordi trykket simpelthen er for kraftigt fra fitness-trænede spillere, der efterhånden også har lært at tænke.

Faldo kom ellers i går ind med banerekorden for den forlængede St. George's, hvor der har været spillet British Open lejlighedsvis siden 1894, sagde da også, at han mest havde tænkt på, at han ville gøre sig i stand til at holde et par af sine rekorder væk fra Tiger Woods længst muligt.

Reelt var Faldos chancer udspillet, da han de to første dage brugte 76 og 74 slag. Det var bare lige et enkelt slag for dårligt pr. dag til at kunne lappes sammen, og Faldo, som ellers er meget sikkert spillende i øjeblikket, har bare ikke længere mulighed for at være med helt fremme i turneringerne, når han ikke kan gøre det på St. George's, der er som skræddersyet til ham.

Den lille waliser Ian Woosnam brugte 80 slag i går og også det taler sit sprog om en mand, der er ved at være færdig med at genoplive gamle drømme hos golf-nostalgikere. De første dage brugte han 73 og 75 slag, så det var næsten synd, at det skulle gå sådan, men i det mindste kan Woosnam glæde sig over, at han i modsætning til 45-årige Bernhard Langer, der mistede cuttet, og 40-årige Colin Montgomerie, der måtte udgå med en håndskade, fik fire runder på St. George's.

Jesper Parnevik, der har spillet til linksgolf, var med helt fremme efter førstedagen med 72 slag, men også for ham kneb det med at holde fast, som han en gang kunne gøre det. 75 slag anden dag og så skulle der virkelig brændes bane af for at nå ned. Det gik den anden vej. Parnevik blev som en kedelig afslutning på en meget trist dag diskvalificeret for at have fejl på sit scorekort. Ellers ville han være blevet noteret for en runde i 81 slag.

Samme skæbne overgik englænderen Mark Roe, der gik i samme bold som Parnevik og så ud til at skulle blive den bedste europæiske spiller med fødselstal 1965 eller tidligere. Hans runde på 67 slag blev imidlertid også slettet, efter at han skrev sit scorekort forkert under - en begivenhed der vakte betydelig opstandelse sidst på eftermiddagen i Sandwich.

Om Roe ville have kunnet gøre noget er trods alt tvivlsomt. Vinden havde nemlig lagt sig så tilpas i forhold til tidligere, at spillerne faktisk så ud til at nyde deres runder.

Ikke mindst dem der ligner fremtidens folk.

Tiger Woods var ganske alvorligt i hopla og rundede de første ni huller i fem under par - 31 slag. Woods sprang med den »mellemtid« op på førstepladsen, men Thomas Bjørn kom op til ham med en eagle på fjerde green kun for at falde tilbage med en bogey på sjette, som han straks svarede tilbage på med birdie på syvende, der betød, at han lå side om side med Woods, da avisen gik i trykken.Læs mere i mandagsavisen - og indtil da på www.berlingske.dk