Double-sejr sikrer dansk føring over Norge i Davis Cup

Med en sejr på 3-1 i sæt sikrede Thomas Kromann og Frederik Løchte dansk føring i Davis Cup mod Norge.

Frederik Løchte Nielsen (billedet) og Thomas Kromann vandt lørdagens double mod Norge i Davis Cup. Scanpix/Claus Fisker Fold sammen
Læs mere

Danmark er i front med 2-1 inden sidstedagen af Davis Cup-kampen mod Norge i Europa/Afrika Gruppe 2.

Doublen med Thomas Kromann og Frederik Løchte Nielsen vandt lørdag ganske overbevisende med 3-1 i sæt over Viktor Durasovic og Casper Ruud i Stavanger.

Sætcifrene lød 6-4, 4-6, 6-2, 6-2 i dansk favør efter den lidt over to timer lange kamp. Kun to gange blev Kromann og Løchte brudt i kampen, begge gange var i andet sæt.

Med doublesejren står Danmark med de bedste muligheder for at vinde samlet, da der spilles bedst af fem kampe.

I søndagens to singler har Norge et godt kort for at komme på 2-2, da stortalentet Casper Ruud først møder Frederik Løchte Nielsen.

Derefter skal Søren Hess-Olesen i aktion mod Viktor Durasovic i den måske afgørende kamp.

Vinderen af Norge-Danmark skal spille om oprykning til Europa/Afrika Gruppe 1 mod enten Sydafrika eller Slovenien. Taberen bliver i Europa/Afrika Gruppe 2.

/ritzau/