Dorgu slutter sig til landsholdet - ærgerlig AC melder afbud
Patrick Dorgu er efterudtaget til landsholdet, mens Andreas Christensen har meldt afbud.

Patrick Dorgu er efterudtaget til landsholdet, mens Andreas Christensen har meldt afbud.

Brian Riemer har efterudtaget Patrick Dorgu til landsholdstruppen, efter at kantspilleren søndag spillede godt en halv time for sin klub, Manchester United.
Det oplyser landstræneren mandag i landsholdets lejr i Helsingør.
Riemer efterudtog ligeledes FC Barcelonas Andreas Christensen, der spillede knap en halv time for FC Barcelona mod Atlético Madrid. Christensen har dog takket nej.
- Vi indkaldte spillerne søndag, for når de spiller for deres klub, så er de også klar til landsholdet, siger Riemer om duoen, der i første omgang var vurderet for skadet til at være med landsholdet.
Dorgu tog efter at have været forbi lægestaben i sin klub afsted mod Danmark, men Christensen meldte afbud "med blødende hjerte".
- AC elsker det danske fodboldlandshold. Jeg kan sige, at jeg havde en nærmest grædende mand i røret. Fordi han er så frustreret og ærgerlig over det her.
- Men situationen er den, at han er i et genopbygningsforløb, og det kan vi ikke varetage for ham i landsholdslejren. Det gør han med sine fysioterapeuter og sine trænere og klub. Han vurderede, at han ikke er klar, siger Riemer.
Ifølge landstræneren har han haft god dialog med FC Barcelona og klubbens cheftræner Hansi Flick, og det var ikke umiddelbart planen, at Christensen skulle spille en halv time.
- Da João Cancelo går ud, træffer han (Flick, red.) en beslutning ude på bænken, som gik på, at han gerne ville vinde en fodboldkamp. Og om det så var den rigtige eller den forkerte beslutning, det skal jeg ikke gøre mig til dommer over.
- Men det er mennesket selv, som har følt efter i sin krop og i sine ben og har måttet konstatere, at lige nu er han ikke et sted, hvor han er klar til at spille landsholdsfodbold, siger Riemer.
Dorgu imponerede stort, da han kom ind og først lagde op til en reducering i tillægstiden og senere i samme kamp udlignede til 4-4 for United mod Aston Villa.
Riemer håber, at den alsidige profil er klar til at gøre noget lignende for landsholdet.
- Vi er super glade for, at vi får en af vores bedste spillere, som altid ville være udtaget, og som i øvrigt altid har været udtaget, mens jeg har været landstræner, ind.
- Nu kommer han til Helsingør, og så krydser vi alle sammen fingre for, at han kan spille en rolle for os i de næste par kampe, siger Riemer.
Dorgu var en del af seneste landsholdssamling, men pådrog sig i 2-0-sejren over Wales en skade, som indtil søndag holdt ham ude af aktion for Manchester United.
RITZAU