Dopingmistænkte Mazzoleni stopper karrieren

Den dopingmistænkte cykelrytter Eddy Mazzoleni har valgt at stoppe sin karriere på grund af en igangværende dopingundersøgelser. Det oplyser cykelholdet Astana.

Dette års nummer tre ved cykelløbet Giro d'Italia, Eddy Mazzoleni, er færdig med at køre på cykel som professionel. Det oplyser hans mandskab Astana mandag. Den Italienske Olympiske Komité (CONI) mistænker den 34-årige rytter for doping, og derfor vælger Mazzoleni at trække sig tilbage.

- På grund af den dopingefterforskning, som CONI startede imod ham, og for ikke at skade cykelholdet Astana, har Eddy Mazzoleni besluttet at stoppe sin karriere med det samme, lyder det i en pressemeddelelse fra Astana.

Mazzoleni kom ikke med til dette års Tour de France på grund af mistankerne, og fredag måtte han svare på spørgsmål fra CONI.

/ritzau/