Dopinglægen Michele Ferrari afviser Fuglsang-forbindelse

Michele Ferrari har ikke haft forbindelse til en Astana rytter i over ti år, skriver han.

Jakob Fuglsang ligger fortsat nummer tre på UCI's individuelle verdensrangliste, som blev opdateret mandag. Christian Hartmann/Reuters Fold sammen
Læs mere

Dopinglægen Michele Ferrari benægter, at han skulle have haft forbindelse til Jakob Fuglsang eller andre ryttere på Astanas hold.

Det skriver han på sin hjemmeside, efter at DR, Politiken og norske VG har beskrevet, hvordan en hemmelig rapport sætter Ferrari og Fuglsang i forbindelse med hinanden, hvilket er strafbart, fordi Ferrari er udelukket fra al sport på livstid.

»Endnu en gang finder jeg mig desværre tvunget til at benægte den seneste medieskrøne, der vedrører mig,« skriver han på sin hjemmeside.

Derefter lister han sine modargumenter op i punktform:

* Jeg har ikke haft forbindelser til ryttere for Astana-holdet i over ti år.

* Jeg har ikke været i Monaco/Nice i 12 år.

* Jeg har aldrig kørt på en scooter/motorcykel i hele mit liv, heller ikke for at skærme en cyklist.

* Jeg har ikke været ved Vuelta Catalunya i 2019. Jeg har ikke fysisk været til stede ved et eneste cykelløb siden 1994.

* »Rapporten« er baseret på falske meldinger, sikkert fra interesserede parter.

* Jeg har ikke base i Lugano, et sted, jeg aldrig har været.

* Jeg er aldrig blevet dømt for doping.

Ferrari er dømt for at have hjulpet blandt andre Lance Armstrong med sit dopingprogram, og derfor er det strafbart at samarbejde med lægen.

Ifølge rapporten indikerer efterretninger, at Jakob Fuglsang er i Michele Ferraris dopingprogram, og at holdkammeraten Alexey Lutsenko var til stede under mindst ét møde mellem de to i Nice/Monaco.

»CADF har stillet efterretninger til rådighed, der tyder på, at Michele Ferrari fortsat er involveret i at dope atleter på Astana Pro Team og menes at have rejst til Monaco og andre lokationer for at møde cykelrytterne,« står der i rapporten ifølge DR, Politiken og VG.

Fuglsang er netop bosat i Monaco.

»Specifikt indikerer efterretninger fra CADF, at Michele Ferrari var til stede ved Vuelta a Catalunya med Astana Pro Team i marts 2019, har base i Lugano (Schweiz), og for nylig har mødtes med Fuglsang og Lutsenko i Nice og/eller Monaco,« lyder det videre.

Rapporten er lavet af et eksternt bureau og er bestilt af Cykelsportens Uafhængige Antidopingenhed (CADF). Rapporten er dateret til sommeren 2019, men er ikke blevet overdraget til Den Internationale Cykelunion (UCI).

/ritzau/