Doping-agentur indkalder til krisemøde

WADA er bekymret for cykelsportens fremtid og indkalder til krisemøde efter dramatiske dage i Tour de France, der bl.a. bød på fyring af Michael Rasmussen.

Det Internationale Dopingagentur (WADA) har med stigende bekymring fulgt den dramatiske udvikling i årets Tour de France.

Antidopingorganisationen vil nu samle alle cykelsportens parter til et møde, hvor den nuværende krise og sportens fremtid skal diskuteres til bunds.

WADA's præsident, Dick Pound, indrømmede ligeud, at han er særdeles bekymret efter dopingepisoderne og torsdagens farvel til Michael Rasmussen, der blev fyret af sit hold Rabobank efter angiveligt at have løjet overfor holdet.

- De seneste tiltag til at undgå snyd, som cykelorganisationerne har iværksat, er tydeligvis ikke skrappe nok til at afholde enkelte ryttere fra at snyde. Vi har brug for et møde meget snart, så vi kan se, hvad der mere kan gøres for at genopbygge cykelsportens troværdighed og integritet, siger Dick Pound.

WADA oplyste, at den ønsker at se alle sportens parter til mødet og afleverer i de kommende dage en invitation til bl.a. Den Internationale Cykelunion (UCI), løbsarrangører, rytterne, holdene, lægerne samt andre involverede herunder sponsorer og tv-stationer.

/ritzau/