De danske angribere Kasper Dolberg og Mika Biereth kom begge på måltavlen lørdag aften efter lange scoringspauser.
Kasper Dolberg scorede for første gang siden 21. august.
Det skete, da hans klub, Ajax, på hjemmebane tabte med 1-2 til Excelsior fra den nedre halvdel af Æresdivisionen.
Dolberg blev skiftet ind i det 57. minut for sin skadede landsmand Anton Gaaei, og efter blot to minutter lynede Dolberg med reduceringen til 1-2.
Mika Godts driblede sig fri i feltet og serverede for Dolberg, der foran mål gjorde arbejdet færdigt i fri position.
Forinden havde Noah Naujoks sørget for to mål til Excelsior.
Det lykkedes ikke for Ajax at komme nærmere point trods Dolbergs reducering.
Dolberg indledte sæson fint efter skiftet fra Anderlecht, men ramte en periode uden mål og blev siden skadet. Således sad han ude i otte kampe på tværs af turneringer fra slutningen af september til begyndelsen af november.
Derfor var han heller ikke udtaget til den seneste samling med landsholdet, selv om han nåede at få et meget kort indhop i den hollandske liga før Danmarks kampe mod Belarus og Skotland.
Ajax er inde i en svær periode og ligger nede som nummer fire i Æresdivisionen med hele 14 point op til førerholdet, PSV.
I den franske liga scorede Mika Biereth for Monaco, der tabte med 1-4 ude mod Rennes.
Biereth blev skiftet ind efter en time og reducerede til 1-4 dybt inde i tillægstiden.
Det var hans første mål siden 21. september. Siden har han deltaget i 11 fodboldkampe uden at score. De fleste har været som indskifter. Senest da Danmark tabte til Skotland og missede den direkte billet til VM.
Biereths holdkammerat Paul Pogba blev i øvrigt skiftet ind for Monaco efter 85 minutter og spillede sin første kamp siden september 2023.
Den 32-årige franskmand har blandt andet afsonet en dopingkarantæne i perioden.
/ritzau/
