Dobbelt op for svensk komet i Kitzbühl

Svenskeren Jens Byggmark vandt søndag sit andet World Cup-løb i træk, da han sejrede i mændenes slalom i den østrigske by Kitzbühl.

Slalomtronen efter Ingemar Stenmark har længe stået ledig hos de svenske skiherrer. Men nu kan arvtageren endelig være fundet. Jens Byggmark fejrede søndag sin anden slalomtriumf på to dage, da han vandt World Cup-løbet i østrigske Kitzbühl. Den 21-årige svensker havde vel at mærke ikke vundet et eneste løb inden denne weekend.

Hvor Byggmark lørdag måtte forsvare sin føring i andet gennemløb lørdag, viste han søndag, at han også kan komme fra baghjul. Og igen var det hjemmebanehåbet Mario Matt, der måtte se sig slået af den svenske komet. Denne gang blot med tre hundreddele af et sekund.

Tredjepladsen gik til italieneren Manfred Mölgg.

Norske Aksel Lund Svindal sidder fortsat inde med føringen i den samlede World Cup-stilling.

/ritzau/