Den sydafrikanske svømmer Tatjana Smith, der har vundet to OL-guldmedaljer, har besluttet sig for, at hun fremover vil repræsentere Holland.

Det oplyser hun tirsdag i en video på sin Instagram-profil.

Den 29-årige svømmer har både sydafrikansk og hollandsk statsborgerskab.

Hun forklarer, at beslutningen skyldes økonomiske udfordringer samt bedre muligheder for økonomisk støtte som elitesvømmer i Holland.

Smith vandt guld i 200 meter brystsvømning ved OL i Tokyo i 2021. Her kom hun i mål på 2 minutter og 18,95 sekunder.

Derudover vandt hun guld i 100 meter brystsvømning ved OL i Paris i 2024.

Smith har tidligere vundet yderligere to sølvmedaljer, hvilket gør hende til den mest medaljevindende sydafrikanske OL-deltager nogensinde.

- Jeg har besluttet at repræsentere Holland i næste kapitel af min svømmekarriere.

- Det næste kapitel handler om at omfavne en anden del af, hvem jeg er, skriver hun i opslaget.

RITZAU