Dobbelt italiensk triumf i storslalom

Italieneren Massimiliano Blardone vandt World Cup-løbet i storslalom i Østrig foran landsmanden Manfred Mölgg. Det var italienerens fjerde World Cup-sejr.

Italieneren Massimiliano Blardone vandt lørdag storslalomløbet i Bad Kleinkirchheim i Østrig foran landsmanden Manfred Mölgg, mens amerikaneren Ted Ligety kom ind på tredjepladsen. Blardone var med tiden 2.10.75 blot ni hundrededele foran Mölgg, mens Ted Ligety var yderligere otte hundrededele efter.

Massimiliano Blardone havde tredjebedste tid efter første gennemløb, men overhalede Mölgg i det andet gennemløb, og da den førende franskmand Thomas Fanara styrtede, sikrede Blardone sig sejren.

Det er Massimiliano Blardones fjerde sejr i et World Cup-løb, og alle fire har han sikret i storslalom. I den samlede World Cup-stilling fører schweizeren Daniel Albrecht fortsat. Han blev nummer fem i lørdagens løb.

/ritzau/